SusPus

23. januar 2006 – Farvel og tak København

Hej alle!

Denne mail bliver den sidste govikændmæjl afsendt fra den østlige side af Storebælt, for i morgen tidlig kommer der en kæmpe flyttebil og tager hele mit liv i papkasser med over et par broer.

Det er helt fantastisk, og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang med alt det, der hører med, men ud over at være fantastisk, er det også fantastisk trist.

Det er trist fordi jeg jo egentlig på mange områder ikke har lyst til at lægge København bag mig, og fordi jeg godt ved, at mange flere ting skal planlægges, for jeg kan ikke så godt bare få folk til spontant at komme forbi flere gange om ugen. Det bliver f.eks. ikke helt så nemt at drikke vin med Mess kl. 9 om morgenen eller få Lone til at komme og se Cold Case hele dagen lang.

Det er i det hele taget noget mærkeligt noget det der med at dele sit liv op i to dele og skulle veje for og i mod. På den anden side har jeg jo taget turen den anden vej engang uden at have noget håndgribeligt at komme frem til, men en hel masse at rejse fra. Måske er det bare mest mærkeligt fordi jeg brugte lang tid på at være sikker på at skulle tilbage, og så brugte jeg lang tid på at blive sikker på at jeg altid skulle blive, og bliver jeg så ikke alligevel.

Men når alt kommer til alt - jeg er slet, slet ikke ked af at jeg gør det - tværtimod - jeg er bare meget, meget ked af at flytte væk fra alle de sødeste, sjoveste, klogeste, smukkeste og bedste mennesker (fordel selv) men jeg glæder mig til at få en masse besøg, for jeg ved nemlig godt at turen fra København kun er en fjerdedel så lang som turen til København, så jeg er ikke så bekymret for om folk skal komme, og jeg skal nok bestræbe mig på aldrig at begynde at se turen til København som længere end den anden vej.

Men når alt det er sagt, så vil det nok glæde den store gruppe af bærere, der plejer at stille op, når jeg flytter, at der denne gang er købt folk til det. Men det er sjovt som pinslerne bliver glemt. Jeg synes nok, jeg kan huske en del klynken over at flytte vores ting ind her på 4. sal, men nu her 1½ år senere melder I jer ved Gud frivilligt igen velvidende at alene mængden af bøger nok er fordoblet på den tid.

Til gengæld er vi jo heller ikke ude på at snyde nogen, så I er meget velkomne til at komme forbi i morgen og kigge på flyttemændene. Så skal vi nok give øl!

Men flytning kræver pakning, og p.t. har vi fået pakket 90 kasser. Og jeg er jo ikke så klog, så jeg tænker ikke så meget over, hvad så mange kasser (og ja, der er bøger i dem alle sammen) egentlig vejer. Men jeg kan godt se, at hvis der er 20-25 kg. i hver, så kan det da godt være, man ikke skal prøve at få dem koncentreret på så lille et område af lejligheden som muligt - just in case. (Der var en, der mente, at hans bil og min bil og et par trailere sagtens kunne gøre det - det synes jeg er meget, meget naivt, selvom det er et sødt tilbud!)

Og nu nok om det…

Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til Grøn Mand Gå for en fin performance på Australian Bar. Ikke alene fik man oplevelsen af Grøn Mand Gå, man fik også lige lejlighed til at komme på Australian her ca. 10 år efter det hidtil første og eneste besøg - og så tilmed så godt som med de samme mennesker.

Aftenens mest uforglemmelige oplevelse havde dog ikke noget med bandet at gøre, men derimod en af dem, der finder sted på toilettet. I den forbindelse skal lige siges: I GUDER HVOR ER DER DOG KLAMT PÅ DERES TOILETTER, DE STOPPER OG LØBER OVER HELE TIDEN! Af en eller anden grund kom jeg til at være på toilettet med en eller anden pige, der da vi kom ud derfra siger til mig: “Hvor er det dog dejligt at møde nogen, der er over 21 år herinde!” Så er det afgjort - jeg kan ikke længere gå for at være 21 år og så er der jo ingen grund tíl at bevæge sig meget mere rundt i det københavnske natteliv

Ellers kan jeg fortælle, at jeg ikke bliver forfulgt af Peter Frödin, men af Super Best i Valby. Det er yderst besynderligt, men der er begyndt at komme gavekort ind af min brevsprække - ingen afsender, ingen modtager - bare puttet ned i en anonym hvid kuvert. Først tænkte vi, at det var noget reklame, men på den anden side lød det lidt vildt, hvis Super Best skulle sende gavekort ud til alle beboere i Valby. Efter det første tog vi det med hen, og det viste sig at være absolut gyldigt; vi fik varer for kr. 150,- En uge efter meget sent om aftenen kom der igen noget ind af brevsprækken. Denne gang en kuvert med et gavekort på kr. 100,- Jeg ved ikke hvor de kommer fra eller hvorfor vi får dem, men er det en tendens, der fortsætter, så er det da ærgerligt at skulle flytte herfra.

Men min svigermor siger, at alt kan føres tilbage til Agent Seven Oh No No, så det kan jo være det er den vej jeg skal gå for at løse mysteriet.

Endelig er der kun tilbage at fortælle, at jeg har opdaget, at Hafferlaf jo i virkeligheden er det bakkesnagvendte af Laugh N’ A Half - det må der være en mening med! Og jeg er meget, meget stolt af den observation.

Da det jo er for tidligt at ønske alle en god weekend - selvom mange måske ville ønske det var weekend i eftermiddag - så gør jeg det ikke denne gang. Så mailen her tæller ikke i virkeligheden, da den afviger fra sit oprindelige formål!

TIL VI SES IGEN!
SusPus

______________________________________
Kontaktoplysninger fra nu af:

Susan Søgaard
Ny Bjerrebyvej 8
5700 Svendborg

Tlf: 36 17 00 43
Mob: 60 63 40 63

sssan7@hotmail.com
sippetoes@hotmail.com
sippen@tdcadsl.dk
susan@soegaardogjensen.dk

De her fire email-adresser er dem, der fremover kommer til at du, dem kan I frit vælge imellem - slet alle andre!!! [Men omvendt behøver man kun sende til en af dem ad gangen, jeg skal nok læse dem alle:-)]

23. januar 2006 – In God We Trust – Far er ræv!

Hej Allesammen!
Nu må det være på tide med blandt andet en opdatering af, hvordan det står til herude på landet. Tak i den forbindelse til Kasper for at stikke til mig på den onde måde.

God morgen, God morgen, til hele bondegården.
Tidligt i morges, da jeg så ud af vinduet, opdagede jeg, at får tilsyneladende også tror på, at græsset altid er grønnere på den anden side - eller i dette tilfælde i hvert fald længere - for de spankulerede nok så fornøjeligt rundt og tog for sig af vores efterhånden alt for lange græsplæne. Det fik mig til at tænke på den allerførste morgen, vi vågnede op herovre. Dårligt havde vi fået øjne, før en fremmede dame bankede på døren og sagde, at vores heste stod ude på naboens mark. På det tidspunkt var folden lejet ud, så vi havde faktisk heste gående. Hvad vi derimod ikke havde nogen af os, var nogen som helst erfaring med heste. Så mens Ulrik gik ud for at se, hvad han kunne stille op med tre løsgående heste, prøvede jeg at få fat i ejeren.

Så her i morges stod vi altså igen med problemet, denne gang bare med får. Nu har ingen af os ej heller den helt store erfaring med uldvæsener, men ikke desto mindre lykkedes det fint at få dem gennet tilbage i den indhegning, der ligesom er lavet til dem.

Og tro nu ikke, at får er de eneste slags dyr, vi fører her på bondegården. Vi har også fået os en tre kaniner, som vi dog endnu ikke har det store forhold til, samt to katte, som er svære ikke at have et forhold til.

Meningen med at få katte var ikke at få kæledyr, men at få musefangere. Vi havde mus i køkkenerne, og de var flyttet ind i de kasser, vi endnu ikke havde pakket ud. Ud over at have tisset på en 3-400 bøger, der skulle vaskes af - til generel orientering kan jeg sige, at musetis lugter virkelig, virkelig væmmeligt - var det heldigvis kun en ligegyldig russisk ordbog, der var blevet gnavet grundigt i, men vi mente alligevel, at det hastede med at få katte. Disse katte skulle bo ude i stalden og aldrig komme indenfor og ellers gøre sig lidt nyttige. Så vi syntes, det var virkelig praktisk, da vi blev tilbudt at overtage to af slagsen, der passede præcist på ovenstående beskrivelse af, hvad vi søgte. Men der blev vi gevaldigt taget ved næsen, for de to katte, vi så fik, opførte sig mest af alt, som om de aldrig havde haft andet liv end at ligge i tykke dyner og få Whiskas serveret. Vi havde et hyr uden lige med at undgå at få dem ind, da de fuldstændigt belejrede os og kradsede på vinduer og døre og græd dag og nat.

Oveni sagde min mor så, at vi ikke kunne regne med, at de holdt musene væk, så længe, at de ikke kom ind i huset, og på den måde fik de så endelig billet til at komme ind. Men problemet med mus blev i første omgang ikke løst. For en nat gik det hverken værre eller bedre, end at vi fik besøg af en frisk lille markmus i soveværelset. På det tidspunkt havde kattene ikke adgang til andet i selve stuehuset end bryggerset, men da vi ikke kunne fange musen besluttede vi, at det nu var på tide at introducere dem til soveværelset. Vi fik hentet den ene, men selv om den lå i sengen og sov, lykkedes det alligevel musen at snige sig ind under dynen og bide Ulrik i knæhaserne. Begejstringen var ikke stor, da han efterfølgende kravlede rundt på gulvet med røven i vejret og en brændeknude højt hævet i jagten.

Jeg fik imens også fingre i den anden kat, og herefter sad de så begge og kiggede på Ulrik og ignorerede fuldstændig musen. I dagene herefter var vi meget i tvivl om, hvorvidt der var nogen som helst grund til at beholde disse katte. Men til deres forsvar skal siges, at de er kommet gevaldigt efter det. Så meget endda, at vi nærmest ikke behøver at fodre, for inden vi står op om morgenen, har de allerede hentet deres første mus eller plyndret dagens første fuglerede. Forleden under en større rengøring havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at finde det skjulte lager af indfangne, kornfede, nu indtørrede markmus gemt væk i en ufremkommelig krog af mit køkken.

Og lad mig da lige komme med en kort præsentation af de to:

Rasmus - den røde kat:
Går desuden under navnet Pruttekatten, Klatrekatten, Rasser Ping Pong, Ping Pong, Rasser PP etc. Ikke særligt klog, ej heller særligt lærenem. Rekorden er at vi har måtte ham smide ned af bordet 14 gange mens vi fyldte madskålen. Elsker mest af alt Buggles med Nacho Cheese-smag. Var en måned om at lære, at man ikke skal være bange for kattelemmen. Er meget bange for får. Er altid at finde på de højeste steder. Fanger i hvert fald en mus om dagen. Kan åbne næsten alle skabe og skuffer i huset. Har svært ved at holde poterne fra billardbordet, som vi har været nødsaget til at dække med en voksdug pga. ham.

Bent - den sorte kat:
Går desuden under navnet Vrælekatten, Hystade-katten etc. Bærer oftest halen helt fladt op langs ryggen. Overfalder alle gæster inkl. børn og TDC-manden. Ser spøgelser på en bestemt væg i huset, som bliver jagtet adskillige gange i døgnet. Elsker mest af alt pandekager og Emmentaler-ost. Er normalt ikke den store jæger, men går alligevel ikke af vejen for lige at prøve at kaste sig over et får, når lejligheden byder sig. Er ikke særligt elegant. Vælter alt og falder ofte ned - f.eks. fejlbedømmer hun afstande og triller ned af sengen igen, når hun forsøger at hoppe op.

Og nu skal der snart ikke siges mere om dyr, ud over at jeg har klappet et vaskeægte, stort, beskidt næsehorn og kløet det bag ørerne. Det har ikke meget med bondegården at gøre, men det var et meget, meget stort øjeblik.

Al den friske luft har konsekvenser

Der er noget over luften herude på landet, sjældent sover vi til længere end til kl. 7 - I Valby var det ikke utænkeligt først at vågne kl. 10 medmindre et vækkeur var involveret. Og man skal op og fodre alle kreaturerne og helst inden ens egen morgenmad, så man får lidt fred til at spise.

Men jorden er ualmindelig frugtbar, og køkkenhaven er over 200 kvm og frugttræerne blomstrer i haven, så vi er så godt som selvforsynende med alt inden for frugt og grønt. I weekenden skal jeg have luget ud i køkkenhaven og have kogt noget rabarbarsaft.

Og det er alt sammen super bonderøvsagtigt, jeg ved det godt!

Men skulle der være nogen tilbage derude, som ikke har hørt det, så er jeg jo også blevet gravid. Og jeg ved godt, det er lidt for forudsigeligt, at det sker nu. Men jeg føler mig helt uden skyld, jeg er sikker på, det er noget i luften eller i drikkevandet eller pga. det store rend af lokale håndværkere. Jo, jo, vi har skam haft besøg af oliefyrsmanden Lars ikke mindre end tre gange - han skal kun have kr. 120,- i timen. Og slamsugermanden fra Skovballe har også været forbi. Og Postmanden går bare lige ind, så der er nok af muligheder.

Og det er ikke udpræget morskab det med at lave børn. Faktisk har det en stor del af skylden for, at jeg ikke har fået skrevet for lang tid siden, for jeg har brugt ca. 2 måneder af mit liv mest på at sove og ellers på at have det rigtig skidt. Men for god ordens skyld skal siges, at det lader til at gå den rigtige vej. Jeg har været rimelig ok i snart to uger nu, og jeg håber det varer ved.

Jeg har vist heller ikke været særligt heldig, da jeg har tilraget mig omtrent alle symptomer, man overhovedet kan få. Og jo, jeg har gennemgået nogle besynderlige faser i mine kostvaner. Jeg har egentlig altid troet, at jeg ville få et problem med kaffe, for jeg er jo glad for mine mange kopper kaffe. Så jeg var indstillet på at jeg nok skulle trappe lidt ned og have tilmed indkøbt koffeinfrit i tilfælde af, det blev alt for svært, men kroppen har sin egen måde at beslutte, hvad man ikke skal have for meget af, for fra den ene dag til den anden kunne jeg overhovedet ikke lide kaffe. Det er lidt synd for Ulrik, da det har resulteret i, at jeg også synes, han lugter forfærdeligt, hvis han har tilladt sig at drikke en kop kaffe.

Lugtesansen især er også blevet noget svær at stille tilfreds. F.eks. havde vi nogle puder med noget skindbetræk, vi hidtil har haft i soveværelset. Disse puder kan jeg nu ikke udholde lugten af, så de er indtil videre forvist til et rum, hvor vi ikke kommer, og hvor dørene holdes lukket, og jeg tror faktisk, at de i næste uge bliver nødt til at flytte ud i stalden, da vi er ved at være klar til at tage rummet ved siden af i brug, og jeg kan altså godt lugte dem lidt.

Jeg er først lige begyndt at kunne spise lidt mere varieret - forleden spiste jeg endda chokolade - efter i et par måneder at have levet udelukkende af frugt, grønt, havregryn, riskager og Chicken McSalsa. Og det har ikke været et sundhedsflip, men skyldtes at synet og lugten af stort set alt andet medførte kvalme. Men jeg må tilstå, at det er noget frustrerende på den ene side ikke at være i stand til at spise noget, på den anden side at være konstant dødsulten. Så indrømmet, jeg har været snot-umulig og urimelig, så selvom jeg synes, jeg lider meget, så ved jeg godt at det med at være gravid også kræver sin mand af manden.

Men det sidste jeg gider berette om i dag i forhold til graviditet er, at jeg læste i et af mine mors ugeblade, at kvinder bliver mere intelligente af at være gravide - ikke bare mens det står på, men som en livsvarig ting. Det ved jeg ikke om passer overhovedet, men lad os bare sige det. I situationen havde jeg dog lidt svært ved at relatere til det, for man føler sig meget lidt intelligent, når hjernen i den grad slår fra og bliver ikke-eksisterende, som jeg synes, jeg har oplevet hver eneste dag senest kl. 16.00.

Og herfra lidt afsluttende kommentarer til verden jeg lever i, inden jeg vil få skrabet mig sammen til at tage til havnefest i Christiansminde og genopfriske minder, fra da jeg sidst var der tilbage i vist nok 1997. Jeg tror dog ikke, jeg havner de samme steder i nat, som jeg gjorde dengang - det ville undre mig meget, hvis Ulrik her når tivoliet lukker foreslår, at vi skal tage på en lokal strip-bar.

Ståle Solbakken
Det er først for ganske nyligt gået op for mig, at det IKKE er en norsk fodboldklub.

Pia Kjærsgaard
Er hun i virkeligheden ikke efterkommer af Konsulinde Holm?

Regler
Jeg synes overordnet set, at regler er til for at blive overholdt, også selvom nogle regler virker mere logiske end andre.
F.eks. synes jeg, at reglen om, at man skal holde sine bilvinduer lukkede, når man kører gennem løvernes område i Givskud er helt fair.
Men det fascinerer mig at opleve, at ca. hver tredje ikke overholder det, og at det konsekvent er folk med små børn i bilen, der har det svært med den regel. Ved et besøg for nyligt kørte vi bag en, hvor en 4-5-årig pige sad på bagsædet med armene langt ud af vinduet og vinkede til løverne - flot!

Reklamer
Hvad er far? - Bedre end Schumacher.

Grafitti
Svært at forstå.Titlen på denne mail er taget direkte fra en væg i Svendborg down town - forklaring søges!

Skærpende omstændigheder
Betyder ikke det samme for retsvæsenet, som det gør for mig. Læste om incest-sagen i Tønder, at det, at pigen havde været under 12 år på tidspunktet for overgrebet, var taget med som en skærpende omstændighed, der kunne give op til en hel masse års fængsel. Hvis det er tilfældet, hvad var det så lige for en straf, de rent faktisk fik? Var de så slet ikke blevet dømt uden? Synes bare det er svært at se, hvilke formidlende omstændigheder, der kan trække straffen nedad igen, i en sag hvor voksne mænd har købt og betalt sig til sex med en 11′årig. De kan ikke engang prøve at overbevise os om, at hun selv lagde op til det…

Gratis kunstig befrugtning
Selvfølgelig skal lesbiske have lov at lave børn - alle homoer skal da have lov at lave alle de børn, de overhovedet kan overskue at tage sig af. Med så mange lorte-forhold og forældre der er - og altid har været - er det latterligt at holde fast i at det eneste rigtige er en far-mor-og-børn-familie. Men når det er sagt, så synes jeg egentlig, de selv skal betale. Og ikke bare de lesbiske. Jeg synes alle selv skal betale for kunstig befrugtning. Jeg forstår udmærket, at det kan være forfærdeligt ikke at kunne lave sine børn selv, men jeg er ikke på den vogn, der mener, det er en menneskeret og derfor samfundets problem. Netop barnløshed, synes jeg, er et luksus-problem, og det der betyder mest, vil man altid være i stand til at prioritere højt - så lad folk hoste op selv og find nogle, der har det sværere at bruge de penge på.

Nok for nu! Vi ses! Susan!

29. juli 2006 – Dildo, spanking, bodychokolade, swingerklubber… altså helt ærligt… bare god weekend!

Hej alle sammen

Min samvittighed byder mig at få skrevet lidt igen på trods af, at jeg i dette øjeblik ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg skal skrive om, men jeg kan jo fortælle lidt om alting og ingenting siden sidst.

Sport eller spot
Jeg ved ikke, hvornår det præcist er sket, men jeg er begyndt at se og høre ret meget sport. Faktisk i en sådan grad, at jeg fik invaderet min brors hjem i halvandet døgn for at se Le Mans (17 timer fik jeg set) - sådan noget som Zulu bruger vi nemlig ikke her ude på landet.

Men man kan jo ikke bare sidde og se Le Mans når man nu er gæst, så bliver man nødt til at spille brætspil og Cranium kan vi jo godt lide at spille. Men set i bakspejlet overvejer man, om man skal spille det særligt ofte, når man, bedst som man sidder og nynner temaet til Star Wars, får at vide, at det er melodien fra Dick Turpin. Og lidt mere pinligt bliver det så, når man prøver igen, blot for at ramme den fra Dollars. Men prøv selv og se om I ikke også synes, at temaet fra Star Wars i virkeligheden er en præcist netop som det ville lyde, hvis man satte Dick Turpin og Dollars sammen!

I’m loving it…
Det er ingen hemmelighed for ret mange mennesker (i hvert fald ikke her på Tåsinge), at vi har får. Og der findes nok folk, der tror, at får spiser alt - såvel som der findes franskmænd, der tror katte spiser frugt - men jeg kan hermed korrigere den opfattelse og fortælle, at nej, får spiser ikke alt, får spiser ikke salat fra McDonald’s!!

Mere om McD og får…
På McDonalds Svendborg hænger der et verdenskort i børneafdelingen. Det er meget detaljeret med fine tegninger i de forskellige lande, og Færøerne findes slet ikke. Og kigger man i det nordlge Uzbekistan - helt oppe ved Aralsøen - kan man se 5-6 storgrinende får, der vælter rundt oveni hinanden, mens de peger fingre af et enkelt sort får, der står på den turkmenske side af grænsen og ser meget ulykkelig ud. Gad godt vide hvorfor…? (Gad godt eje det kort, det er meget, meget fint!)

Bent - en kat, man ikke kan nå
Og nu vi er ved dyrene… Jeg har tidligere skrevet lidt om Bent og bl.a. omtalt den som hystade-katten. Og det er til stadighed et mysterium hvorfor, men Bent vræler og skælder ud hele dagen lang, selvom vi gør alt for dens tilfredsstillelse (og i øvrigt lige har ofret 1200 kroner på en tandlægeregning, da Bent næsten ikke kunne spise for tandpine). Bent har indført sit eget morgenritual, der går ud på, at når den mener, vi skal op, så vræler den, til vi vågner, og hopper op i sengen og kæler i ca. to minutter og hopper så ned igen i håbet om, at vi følger efter ud til madskålen. Det gør vi selvfølgelig aldrig, så det gentager sig igen 7-8 minutter efter. Og sådan kan det blive ved i timevis, ligesom en clock radio med snooze funktion. Og det nytter ikke, at smide Bent udenfor, for en kat der monotont banker på ruden i en times tid er OGSÅ irriterende, og en kat, der hopper to meter op og går armgang i vinduesrammen for lige at se, om de øverste vinduer skulle være åbne nok til at komme ind ad, er sød og sjov at se på, men irriterende, når man ikke er vågen endnu.

Nu har Bent så udviklet et misbrug. Den er blevet afhængig af vandet i vandhanen på badeværelset. Det betyder, at vi ikke kan nærme os badeværelset uden at tænde for vandet, og hvis der går for lang tid i mellem at en af os går derud, så bliver vi hentet. Og det med vand i en skål - lige meget hvor frisk - er slet, slet ikke værd at værdige et blik, det medfører bare endnu mere skælden ud. Og hvad værre er - Bent er jo klodset. Det resulterede i et lille uheld en dag i forsøget på at komme op på vasken, så i stedet for at komme op, faldt den lige bagover og slog hovedet ned i en pedalspand. Så nu er det ikke længere nok at tænde for vandet, nu skal Bent også helst løftes op på håndvasken, for den er lidt bange for at hoppe op selv. Sådan kan det åbenbart gå katte, der nærmer sig de ti år…

Tiden er noget mærkeligt noget, jeg har aldrig helt forstået…
Og om en måned er det 10 år siden, jeg jeg flyttede til København. For 10 år siden havde jeg aldrig rørt en mobiltelefon, jeg havde aldrig været på internettet, og jeg troede fuldt og fast på, at Odense var det bedste sted i verden at bo. I dag ville jeg nødigt undvære de to ting første, men jeg ville nok lige så nødigt flytte til Odense igen. For helt ærligt - med fare for at fornærme rigtig mange mennesker, der modtager den her mail - sikke en lorteby og hvor er fynboer hele tiden negative, pessimistiske, snævertsynede, og de kører herredårligt bil!!! Kun på Fyn ser man bilister, der overhaler brandbiler med udrykning. Jeg indrømmer gerne, at der er masser af psykopater i København, men der er godt nok mange idioter og bonderøve på Fyn.

Derudover kan man sige, at fynboer - helt generelt og ikke noget personligt naturligvis - de taler virkelig meget og lytter aldrig. Man kan godt savne en dialog nogle gange. For mange år siden, da jeg i al uskyldighed lavede lokal-tv, sagde min daværende chef, Per, der kom fra Jylland, at han havde bemærket, at hvis man ikke bremsede en fynbos talestrøm, kunne man opleve det fascinerende, at han blot starter forfra og siger det samme en gang til, blot på en lidt anden måde, og sådan kan han - altså fynboen gøre - i timer ad gangen uden selv at tænke over det. Og Per havde fuldstændig ret.

Statistik - hør nu her jeg lyver aldrig…
For få dage siden er det præcist seks måneder siden vi flyttede ind. Siden den dag har vi haft 41 forskellige gæster (eksl. diverse naboer.)

18 af disse har bopæl på Fyn, 23 øst for Storebælt.

Af de 18 fra Fyn er:
14 familie
2 børn
0 har overnattet minimum 1 gang.

Af de 23 fra Sjælland er:
10 familie
4 børn
13 har overnattet minimum 1 gang.

Inden for de næste 2 uger forventer vi 9 overnattende gæster fra den anden side af Storebælt (ikke på en gang dog)

Og vi vil gerne have gæster - også dig Christian - jeg har jo lovet ikke at råbe ad dig!!!

~~~~~~~~~~

Gæt en gæst:
Det er en fornøjelse at have weekendgæster, men jeg må jo erkende, at grundet mine omstændigheder, kan jeg ikke deltage helt så meget i balladen som før. Faktisk er det utroligt vanskeligt for mig, at foretage mig noget som helst, der foregår efter kl. 22 - og som kræver at jeg er vågen - og det må man sige, at bylivet i Svendborg gør, så da der kom besøg fra storbyen i forbindelse med pinsen, måtte jeg lade drengene tage i byen alene.

Og skulle man have spillet oddset på de to heste inden dette foretagende, ville de fleste nok have sat penge på at Ulrik var den søde dreng, der nok skulle kommer hjem igen, men ikke desto mindre blev jeg vækket kl. 7 om morgenen af en Sonny i telefonen, der kunne fortælle, at han ikke havde set Ulrik i halvanden time, og at han i øvrigt ikke havde flere penge, og ikke vidste, hvor han skulle tage hjem.

Jeg fik dirigeret Sonny med en taxa hjem til morgenmad og kaffe og prøvede hen over morgenen nogle gange at få kontakt til Ulrik, men uden held. Ca. kl. 10 ringede han dog selv og fortalte at han var på vej, og at han skulle hilse og sige, at Sonny var blevet så gammel og svag, at han ikke kunne følge med, ja selv når de gik på gaden, sakkede han bagud, og det var derfor de var blevet væk fra hinanden. 2 timer senere ringede han igen og sagde, at han ville komme, når han havde spist pizza. 2 timer senere ringede han igen og sagde, at han sad på en bakketop og kiggede ud over Svendborg med nogle mennesker han havde mødt i byen, som han i øvrigt havde inviteret til grillfest om aftenen, men at han snart ville komme, for der stod en lånebil ved siden af, og den kunne han jo bare tage hjem. 2 timer senere - da kl. altså blev 16 - kom han faktisk hjem uden at være i stand til at sige to sammenhængende sætninger.

Og til hele historien skal tilføjes, at vi om aftenen så film, men kl. 19.30 sov vi alle tre sødt foran skærmen - det er hårdt at blive ældre!

(Kun fordi jeg lovede aldrig at vise det tl nogen!)
(- men løfter der omhandler folk, der sover på køkkenstole, behøver man ikke holde)

Komme fremmede - eller hvad regnen gemte:
Og gæster, der skal have Gevalia, kan vi også godt lide - selvom man kan blive taget på sengen. Hvis nogen husker lidt tilbage, så kan I måske huske, at solen ikke har skinnet non stop i et halvt år, selvom det efterhånden føles sådan. Tidligere på måneden var der noget så gevaldigt uvejr. Og midt i sådan et uvejr, hvor man ikke engang kunne se en meter ud af vinduet, havde vi besluttet at tage en doven dag og ligge foran en bunke DVD’er og lave ingenting. Men pludselig lød der bilhorn fra gårdspladsen. Normalt ville fårene havde fortalt, at der kom fremmede, men regnen overdøvede den dag selv deres brægen, så vi havde ingenting opdaget. Så det var hurtigt i noget tøj og gøre et usselt forsøg på at få håret til at ligge ned. Og ud gennem vinduet så vi en bil, vi aldrig før havde set. Jeg spurgte Ulrik, der var tættest på, hvem i al verden det var, og han svarede, at det lignede Krammager og Nadja. Og netop de to var det, og det var noget af en (fantastisk dejlig)overraskelse, for det sidste vi vidste om netop de to, var at de havde ophold i hhv. Berlin og Puerto Rico, og derfra er vejen til Tåsinge lidt lang for en eftermiddag. Men tak for besøget og en særlig tak til Kenneth for at have sat Ulrik i sving med træfældningen - du bliver nok nødt til snart at komme igen og ordne et par træer selv.

Undskyld!
Og vores eget seneste besøg i København nåede at byde på ikke mindre end tre kandidat-arrangementer. Torsdag hos Christian skal vi huske at takke for, at der var smør på bordet. Fredag hos Lone skal vi takke for Super Light, Heidi og (Ke)Babistan. Lørdag hos Martin skal vi huske at takke Gud for at Julie løb tør for frosne ærter. (men farven var nu flot!). Men ud over endnu engang at sige tillykke til disse kloge mennesker, så vil jeg gerne personligt undskylde for ikke at være tilnærmelsesvist kandidat til last man standing - selvom jeg synes, jeg holdt godt, savner jeg nu meget at være på toppen og i fuld sving til den lyse morgen.

Gæt en fest: (Når man nu skal være ædru, er man nødt til at notere - og ikke et ord om fjellsvams!!)
- A: Hvis du var fuld altid, B, så skulle vi være kærester!”
- B: Hvis jeg var fuld altid, så gad jeg godt!

- Alle kravler over, hvor gærdet er fedtet.

- Jeg bliver bare lidt ivrig, når vi snakker om gamle soldaterkammerater-film.

- Jo større patter, jo lavere skatteprocent.

- Jeg ville opdage, hvis min røv lå og sendte SMS’er.

- Spred benene, Skipper Kamel… så er der rullekebab

~~~~~~~~~~

Gæt en afsender: (har netop ryddet op i min SMS indbakke)
- Er det forkert af politiet at give mig kørekort?

- Det kommer stadig bag på mig, hvor stor en bonderøv du i virkeligheden er.

- Det er jo ikke fordi jeg opsøger de russiske piger - de opsøger mig, Sus!!

- Jeg burde jo være faderen!

~~~~~~~~~~

Godt spørgsmål:
“Mor, hvis jeg nu spiste pommes frittes, og du talte i telefon i tre timer, og jeg havde evig sult, hvor mange pommes frittes ville jeg så kunne spise på de tre timer?”
Dreng på kro i Nordjylland

~~~~~~~~~~

Anti-hyldest til det engelske sprog:
“… Det var også umandigt at synge, i hvert fald i Pajala-området og i ædru tilstand og især på engelsk, som yder alt for lidt modstand for hårde, finske kæber og er så slapt, at kun pigerne kan få gode karakterer i det. Det er noget blævret, sjasket, bløddyragtigt kaudervælsk, som er opfundet af kystboere, der vader rundt i pløre og aldrig har måtte kæmpe for noget, og som aldrig har sultet eller frosset. Det er et sprog for dagdrivere, vegetarer og dovendyr, som er så blottet for kraft, at tungen slasker rundt i munden som et stykke afskåret forhud.”
Mikael Niemi, Populærmusik fra Vittula

Lad de små børn…
15. september 2006 – Govikænd – og rettidigt…

Hej alle sammen

Ja, så er det blevet fredag - for gud ved hvilken gang siden sidste brev af 29. juli. Og hvor har jeg tænkt mangen en gang og næsten hver eneste dag på at få skrevet, men de allerfleste dage er det så sølle med mig, at jeg ikke engang gider tænde for en computer. Så hvis nogen synes, jeg er for længe om at svare på noget, kan det godt skyldes, at jeg slet ikke har set det.

Men som sædvanlig vil jeg lige - ud over at ønske RIGTIG DEJLIG WEEKEND - plapre lidt om løst og fast.

Vinder-smølfen
Der findes ting, der ikke falder for nogen tidsfrist, heriblandt retten til at håne folk, der spiller virkelig dårlig kroket.

Her i løbet af sommeren fik vi besøg af Kim, Jonas J og Sonny. Efter en dejlig, dejlig grillet havørred var stemningen blevet lidt løssluppen, og så skulle der spilles kroket. Drengene havde opstillet en noget urimelig bane gennem havens vildnis, men det var jo lige vilkår for alle, måske bortset fra den, der førte stort og skulle trampe græsset ned for de andre! Og jeg brillerede stort hele banen igennem, ja, jeg må næsten gå så vidt som til at sige, at jeg har da aldrig set nogen spille så dårligt kroket som de gæster!

Lad os bare sige, at jeg sluttede spillet i god tid inden solnedgang og Sonny, Kim og Ulrik rendte til sidst rundt med pandelamper for at finde deres kugler under æbletræerne!

Kroket-taberne
Hormon-smølfen
Men når jeg så er færdig med at håne og danse numsedans må jeg indrømme, at man kan ikke vinde hver gang og er er noget, der tyder på, at graviditet ikke gør én til en god taber. Jeg er jo egentlig af den overbevisning, at jeg normalt håndterer nederlag i spil rimelig godt (eller også tror jeg det, fordi jeg aldrig taber!), men en aften, da vi som en del af den hjemlige hygge besluttede at spille Kalaha, gik det hverken værre eller bedre end at da jeg godt kunne se, at jeg ikke kunne undgå at tabe (han havde sku selv fundet på de regler - gggrrrrmmmffff) smed jeg alle kuglerne i raseri og nægtede at spille det åndssvage spil igen. Efterfølgende skulle vi så spille Krig - altså kortspillet (endelig ikke noget avanceret eller noget, der kræver hjerneaktivitet - man bliver dum af at være gravid - dum, tom, blank og ikke fungerende). Og det gik jo så sådan, at i samme øjeblik at heldet vendte og Ulrik fik stjålet mine esser, begyndte jeg at tude af raseri over uretfærdigheden i det spil, smide med kortene og råbe op om, at jeg aldrig nogen sinde ville spille noget som helst med ham igen. I disse dage går han og prøver hver aften at overtale mig til at spille Derby, og det vil jeg også rigtig gerne, men jeg ved ikke, om jeg tør, for hvilken massakre vil jeg ikke kunne udsætte de stakkels heste for - Sweet Sue fortjener bedre!!!

Dagligt syn i haven
Musefænger-smølfen
Og efterhånden ingen Govikændmæjl uden en beretning om Bent og Rasmus. En tilfældig nat blev vi vækket af Rasmus, der kom ind for at vise os den mus, han netop havde fanget. Det sker en del gange i løbet af en uge, og ritualet er som regel, at Ulrik står op, mens jeg tænder lyset. Herefter roser han Rasmus for den fine fangst og smider ham så ud af havedøren, så han kan fortære denne ude på græset i stedet for på det persiske tæppe. Det var også planen denne nat, men da han skal til at samle musen op for at smide den ud i haven, er den væk. Mangen en læser vil nu nok tro, at den ikke havde været helt død og var løbet blødende ud i stuerne, men nej, virkeligheden var såmænd, at dovne Bent, der hidtil havde ligget i sengen og sovet trygt, ubemærket havde rejst sig og snuppet den døde mus for næsen af Ulrik og Rasmus uden at de havde bemærket det, og nu sad på gulvet i billard-stuen og var i gang med en lille nat-snack.

De uskyldiges søvn
Adoptiv-smølfen
Siden sidste beretning har vi nået at have en kat mere, nemlig Kurt. En morgen, da vi kom ud i køkkenet,sad der i en barne-autostol en rød kat, der peb. Det gik op for os, at det ikke var Rasmus, så vi smed katten ud af huset og lukkede lemmen. Men katten blev ved med at være der dag efter dag, så vi lod ham bo i stalden og gav ham selvfølgelig lidt mad og døbte ham Kurt (efter Kurt Thorsen). Vi ringede til Inges kattehjem for at spørge, hvordan vi skulle komme af med ham igen, men der var ventetid på en måned, og herefter kunne vi komme med ham. Vi havde ikke forventet, at han ville blive hængende en måned, men Kurt havde ingen intentioner om at flytte igen, tværtimod var han meget fornærmet over ikke at måtte komme ind. Det var en meget svær periode, hvor vi måtte holde kattelemmen lukket til stort besvær i forhold til Bent og Rasmus.

Men Kurt var en ualmindeligt sød og kælen kat og vi havde nok beholdt ham, hvis det ikke var fordi at den lille, svage, afpillede svansekat Bent lige pludselig skulle være macho og fordrive den fremmede. Det resulterede til sidst i at stakkels Kurt havde en flækket overlæbe og en del skrammer (underligt, underligt, at Bent kan tæve nogen!) og at Bent pludselig ikke kunne tåle synet af røde katte, så han også begyndte at tæve Rasmus. Rigtig spændende var det, da vi havde Ulriks nevø Gustav på besøg. Gustav er i en fase, hvor han er panisk bange for katte, så hver gang han var ude, skulle kattene være inde og naturligvis gjaldt det samme omvendt (som Gustav selv siger: “jeg kan bedre lide mennesker!”). Det betød, at vi det meste af en weekend måtte lukke alle tre katte inde men i forskellige rum, hvilket igen betød, at de slet ikke kunne komme ud, så det gav et yderligt problem i forhold til deres ellers udmærkede renlighed - puha. Så der var ingen vej udenom. Kurt måtte afsted til et kattehjem. Aftenen før lod vi ham komme ind og kæle og smed de andre to ud i stedet. Og det var meget trist at skulle aflevere ham, for han var så sød, at det var lige ved, at vi havde afleveret de andre to i stedet. Og nu her ca. en måned senere drømmer jeg stadig ret ofte om Kurt om natten. Og i disse drømme kommer han altid løbende “hjem” igen og det er altid et stort, stort mysterium for mig, hvordan i alverden han er kommet over broen!

Kurt - med flækket læbe

Moder-smølfen
Og herfra skal ikke skrives mange flere ord om katte, for jeg kan godt se at de er ved at tage styringen. Men lige et par ord er der plads til - mest fordi de siger mere om mig. En anden morgen stod de begge i haven uden for soveværelset. De har en idé om, at det er nemmere at blive lukket ind end at bruge kattelemmen. Og jeg greb mig selv i først at åbne vinduet fordi Bent bedst kan lide at gå ind den vej, og derefter åbne døren lige ved siden af, fordi Rasmus bedst kan lide at gå ind den vej. Det er muligvis en god ting at kende dem, man omgiver sig med, men det der… det er slet, slet ikke sundt.

Radio(brokke)-smølfen
Og så til noget helt andet… Jeg hører rigtig meget radio og stort set ikke andet end P3. Men P3 har den brist, at fra tidligt fredag aften lader de Karen og Shirley komme i æteren, og så falder niveauet noget så frygteligt og man er nødt til at skifte kanal.Hen over sommeren er der så kommet den kedelige tendens, at hver gang en anden studievært har været fraværende, så har de ladet Karen være afløser. Og man skulle næsten ikke tro det, men Karen alene formår at være næsten lige så irriterende som Karen og Shirley sammen. Så jeg har nu adskillige gange oplevet midt på dagen at være nødt til at finde en alternativ radiokanal, for jeg kan ikke holde det ud! Og jeg forstår det ikke, for jeg kan slet ikke nævne en eneste P3 studievært, som jeg ikke kan lide at høre på, og jeg synes de alle sammen er gode (undtagen selvfølgelig når de finder på at spille Karens musik), så det er så mystisk, at de derinde ikke selv kan høre, at det falder helt, helt udenfor. I samme øjeblik hun sidder ved mikrofonen kommer hele programmet til at lyde som en gang amatør-radio lige meget hvad konceptet er. Og forleden hørte jeg så, at Karen er gammel veninde med Natasha og de har lavet musik sammen, og så blev jeg ked af det, for jeg kan mægtig godt lide Natasha og så forstår jeg det igen ikke. Og hver gang de taler OM Karen i radioen er det som om hun er et kæmpe talent og alles kæledægge og JEG FORSTÅR DET ALTSÅ IKKE. Der må være noget, jeg ikke ser,

Men de andre værter siger sjove ting, såsom:

“At tage navnet fra en forsvarsløs planet, det er næsten som at råbe “skrid” efter en, der er på vej væk!”

“Jeg har lige hørt, at Shakira har en IQ på 152 og taler fem sprog - og så er Hips Don’t Lie dét, hun kommer op med!”

Ulrik og Lone ser på pingviner i Odense Zoo
TV-smølfen
Jes Dorph siger også sjove ting. Forleden i Go Aften Danmark (?) var der et indslag med en eller anden løbefanatiker. Den gode Jes Dorph var pænt fraværende under hele indslaget, men strammede sig af og til op og prøvede at ligne en, der hørte efter. Den her mand præsenterede noget intelligent løbetøj, hvor man kunne klikke en pulsmåler på hhv. en t-shirt og en BH. Det får Jes Dorph til at sige: “Så kan man rigtigt få målt sin BH-værdi.” Og ham der løbe-entusiasten opdager det overhovedet ikke, så sandsynligvis hører han lige så lidt efter som JD og koncentrerer sig kun om, hvad han selv gerne vil sige.

Og min mor siger sjove ting. Forleden fortalte hun mig om, hvordan parabolen jo ikke længere kunne modtage f.eks. TV3 da det ikke længere var en anabolsk kanal…

Energi-smølfen
Energi har jeg intet af for tiden, men det har vindmøller. Og i den forbindelse vil jeg bare sige, at jeg kan ikke forstå, at folk hader vindmøller så meget. Jeg synes personligt, der er noget fantastisk ved synet af mange vindmøller, der arbejder ved siden af hinanden.

0 point ved søløverne
Ønske-smølfen
Til min fødselsdag i sommers fik jeg af min søde kæreste et kamera - et rigtigt dejligt Olympus digitalkamera med paparazzi-zoom, der kan ALT!

For to timer siden kom selvsamme søde kæreste og spurgte: “hvis du nu skal være helt ærlig, vidste du så godt, at du ville få et kamera til din fødselsdag?”

Og ja - skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg det godt, for et par uger forinden selve dagen lå der en indkøbsseddel på køkkenbordet, hvor der stod mælk, sukker, rugbrød, smør, mel, kamera.

Og jeg så den godt og tænkte, at der næsten ikke kunne være anden forklaring på, hvorfor han ellers skulle købe et kamera på en tilfældig tur til Rudkøbing, men jeg sagde ingenting, og jeg var meget, meget overrasket, da jeg åbnede pakken og sagde: at det var da næsten alt for meget!

Men det viser sig nu, at han også selv har opdaget sedlen på køkkenbordet og set, at jeg havde skrevet noget andet bagpå og tænkt, at jeg nok så også havde set sedlen, men først nu to måneder senere havde spurgt, om jeg så den…

Kejserørn fotograferet i Nordjylland med mit seje kamera!
Spare-smølfen
Jeg undrer mig over, hvor der spares. Jeg synes det er helt fair, at man i virksomheder prøver at holde omkostningerne nede, men jeg forstår ikke, når der spares på hhv. brevpapir og toiletpapir. Jeg synes, det er så usselt - uanset om man er på besøg i en privat eller en offentlig virksomhed - når man kommer ud på et toilet og toiletpapiret så er den her helt tynde udgave man kan læse avis igennem, og hvor man, når man trækket i det ikke engang kan få kæmperullen til at dreje rundt, og papiret ryger af i halve stykker. Det er for lavt!

Kritiker-smølfen
Det er kommet mig for øre (fordi min morfar siger det) at det er meget forkert af mig, i den grad at kritisere fynboer og så samtidig sende mailen til folk på Fyn. Den slags skal man nøjes med at sende til de tossede Københavnere! Men jeg vil altså ikke trække mine ord i mig, for de er sande! Og jeg kan komme med endnu et eksempel fra trafikken. Forleden holdt vi i Svendborg og ventede på at dreje til venstre ned af en vej. For enden af den vej stod en cyklist helt stille og ventede på at komme over vejen. Bagfra ham kommer der en bilist, der ganske vist ikke kører mere end 20 km i timen, men som helt tydeligt ikke ser cyklisten (er det mon fordi han taler i mobiltelefon som hver fjerde bilist i byen - for det gjorde han, men sammenhængen kan jo ikke bevises), der bestemt ikke er klædt i neutrale farver eller på nogen anden måde forsvinder i baggrunden. Denne bilist vil gerne til højre, så han begynder så småt at køre den vej, hvilket betyder, at han næsten drejer sin bil hen over cyklisten. Manden på cyklen råber selvfølgelig op, da han får sin pedal og venstre fod helt ind under bilen. Bilisten åbner så sideruden og siger helt køligt til cyklisten “du kan da bare passe på, hvor du kører!” - Jeg siger det igen: KUN PÅ FYN!

Så får I ikke mere for den 25-øre…

Men vi ser gerne at alle gæster i fremtiden medbringer en friskfanget havørred!

Kærlig hilsen
DreamBeaver-smølfen!
PS: Syngesmølfen:

Da Lone & Aslak sidst var på besøg så vi ‘Piger til søs’ på væggen, og det resulterede i, at Ulrik hele weekenden og i ugerne efter gik og sang denne:

Han er tynd i toppen men god på bunden - En fandens Kalle men mest i munden - Han lyver stærkt som en hest kan rende - Men Kalle han er min bedste ven

Han har skæve ben og forlorne tænder - og brænder sit lys i begge ender - Han nyder cigaren til sidste gnist - Men han nyder kvinderne først og sidst

Han er altid flad og har tomme lommer - Men øllet skummer hvor end han kommer - på damer der sætter han megen pris - Og de kalder ham deres kælegris

Der er pæne piger der skær’ grimasser - Når Kalle river en sjofert af sig - Men når de har fået chemisen af sig - Vil de gerne prøve hvad Kalle kan

Hvis du tror at Kalle har knald låget - Og syns han griner en smule fjoget - Så er han nok ikke så blød endda - For han ved sgu godt hvad han griner af

I sin lomme har han et tryllespejl - Og i det har Kalle har slet ingen fejl - han er skøn som en prins i et eventyr - men i virkeligheden en grimmer fyr

Knalde-Kalle har hentehår - Han kilder pigernes hvem-hvad-hvor…

Men Knalde-Kalle-sangen var nu alligevel et kærkomment indslag i en hverdag, hvor Ulrik starter hver morgen med at stå foran spejlet og synge: “se min diller, den er gul som solen, alt hvad jeg ejer, det er gult som den, det er fordi jeg elsker alt det gule, og fordi urin det er min ven!” - og så er det ikke engang løgn.

Han har dog fået besked på at udvide repertoiret, så han tager sikkert gerne imod gode ideer til nye sange…

Sæsonen er ved at være slut for de n lille bil, men her er den med mig, Lotte og Dennis ved Landet kirkegård
Tag trygt børnene med til Egeskov Slots legeplads!
Og nu må det have en ende
Tak for nu
Tak for tålmodigheden
Og rigtig god sommer!!!!!!

Sus - som glæder sig mest af alt til cocktail party!
30. september 2006 – Godavdo, Govikænd og Gonattesøvn

Hej med alle

Ja, så sidder jeg her helt alene hjemme, og det er der ikke meget sjov ved. Jeg har spillet pool med mig selv (og det bliver man hurtigt træt af), men nu sidder jeg så her og overvejer for guderne må vide hvilken gang inden for de sidste 3-4 måneder om det ikke var bedst for alle, hvis min bærbare bare fandt vej til en container.

Derfor lidt om teknologiens vidunderlige verden:

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og elektronik, men jeg tror, jeg udsender nogle elektriske impulser, der påvirker alle elektroniske ting på en uheldig måde, for det er vist aldrig lykkedes mig at købe noget som helst med en ledning, som ikke har opført sig sært, så snart det er i min besiddelse. Det kan i den forbindelse nævnes at vi lige har måtte købe en ny vaskemaskine - og den er sej, den kan tale. Vi har altså nu to gange købt fast ejendom med vaskemaskine, og vi har nu to gange oplevet, at den tilhørende vaskemaskine er brudt sammen inden for et år.

Sagen med den her (altså den bærbare), der altid har været sær, selvom den egentlig skulle være en virkelig god en af slagsen (og billig var den dælme heller ikke), er at den gradvist over den senere tid er begyndt at nægte mig alle mulige ting. Jeg har altid godt vidst, at den havde et problem med de fleste Microsoft-produkter, men det har jeg sådan lært at leve med, selvom jeg blev ret ked af det den dag, jeg ikke længere kunne få lov at logge på Messenger.

Senest er den så begyndt i 9 ud af 10 tilfælde at nægte at logge på trådløse netærk og ikke sjældent også at ignorere et LAN-kabel. Og nej, det er ikke fordi jeg har glemt at trykke den lille netværksknap på on! Den finder netværket og fortæller mig, at der er helt fænomenalt god forbindelse, den vil bare ikke lade mig bruge det til noget.

Jeg fandt for nogen tid siden ud af, at det var helt galt, hvis jeg loggede på som mig selv eller Ulrik, men jeg godt få lov, hvis jeg loggede på som administrator. Herefter kunne jeg få lov at skifte bruger, og så fungerede det stadig. Nu er det blevet sådan, at jeg kan logge på som administrator og få forbindelse til trådløst netværk, men i det øjeblik jeg prøver at åbne Outlook eller opnå forbindelse til internettet, så bliver jeg smidt af. Det samme gælder naturligvis, når jeg skifter bruger.

Og vi har tilmed lige investeret 900,- i en antenne for at forstærke signalet, da netværket har lidt problemer med at trænge igennem bindingsværket. Der er også fin, fin forbindelse, jeg får bare ikke lov at bruge det til noget. I stedet skriver den til mig:

“Du kan muligvis ikke oprette forbindelse til internettet eller visse netværksressourcer.
Problemet opstod fordi netværket ikke tildelte en netværksadresse til computeren.
Hvis du vil genoprette den fulde forbindelse, skal du klikke på Reparer”

Og så er det jeg ikke engang ved, om det så er computeren eller netværket det er galt med!?! Og behøver jeg at sige, at ‘reparer’-knappen er inaktiv!?!

Øv, øv - jeg vil rigtig gerne have noget internet i stuehuset, der virker, for det er ikke altid, jeg gider at gå over i annekset for at bruge nettet. Af samme årsag er der en overhængende fare for at denne mail først bliver sendt i morgen, lørdag, for jeg tvivler på, at jeg får lov at sende herfra, hvilket jeg ellers kunne for ganske få uger siden.

Og lidt om surt og sødt:

Men ikke alt i dag har været skidt - jeg har nemlig flirtet med vores søde skatteminister Kristian - han smilede i hvert fald til mig!!!

Og jeg har talt med en mand, der har en masse æsler, som jeg skal komme og kigge på, og sådan et par skal jeg snart have!

Og i morgen kommer Lotte og Lone på besøg fra storbyen - og det har jeg glædet mig til alt for længe, hvis man spørger mig! Jeg har en forpligtelse i retning af at være så husmoderlig som muligt til dette arrangement, så jeg har syltet og bagt og kogt saft i store mængder for at kunne servere så meget som muligt af egen avl.

Og i næste weekend skal jeg til landskamp i Parken. Det har jeg aldrig prøvet før, så det glæder jeg mig også til og håber, jeg er helt på toppen. (SKAL DU MED, KASPER?)

Men ellers er det lidt svært for mig at få de helt store oplevelser, for jeg sover jo hele tiden, så mest af alt går tiden med at kommentere de ting, jeg kan læse eller høre mig til.

I dag har jeg f.eks. læst, at rigtig, rigtig mange af de personer, der blev evakueret fra Libanon nu vil have refunderet den returfly-billet, de ikke fik brugt. Det er altså for usselt!

Og man kan høre, at det i stigende grad bliver anset for det eneste rigtige, at sæddonorer ikke må være anonyme. Det kunne jeg ikke være ret meget mere uenig i.

Og jeg har hørt at gravide kvinders hjerner skrumper op til 6%, så det er nok slet ikke indbildning, når jeg mener, jeg har tabt en stor del af min hukommelse, logik og almene viden.

Og jeg har længe haft lyst til at kommentere noget omkring overvågning, men kan se, at Pelle er kommet mig i forkøbet. Men jeg behøver jo heller ikke være enig med Pelle Det er bare sådan, når jeg hører folk argumentere for, hvorfor videoovervågning skal være så forfærdeligt, så sker det med sådan nogle smålige udsagn om, at man ikke kan gå til bageren i joggingtøj og med morgenhår, og man kan ikke pille næse på gaden - og når folk siger sådan, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor interessante de personer egentlig selv føler de er at se på. For hvorfor i alverden skulle nogen sidde og se de der bånd igennem og kommentere folks morgenhår?

Og lidt om livet på hjemmefronten:

I onsdags var jeg første gang til fødselsforberedelse. Det må siges at være en noget blandet fornøjelse, som jeg er glad for ikke skal ske ret mange gange. Jeg må også indrømme, at jeg har frygtet det meget, da tanken om en flok af gravide kvinder i en sauna står for mig som noget af det mest skræmmende, jeg nogen sinde vil komme til at opleve. Jeg var da blevet lidt beroliget af Martin, der mente, at jeg nok ville få saunaen for mig selv, da en del piger åbenbart mener, at det vil være meget skadeligt for barnet.

Jeg nåede ikke engang selv i sauna pga. den måde programmet var sat sammen. Men piger i større flokke skræmmer mig meget, og det bliver virkelig uhyggeligt med 10 af slagsen, der alle er gravide. Det var super lækkert at komme i vandet, men det var forfærdeligt med de ting, vi skulle lave og den teoretiske del var virkelig spild af tid og vil sandsynligvis blive det hver gang, for der står ikke rigtig andet i programmet end det, vi i forvejen sidder og hakker igennem til jordemoderkonsultationerne. Forskellen er så bare her, at der sidder den her flok af gravide piger og dyster om, hvem der mon har flest bekymringer om den kommende fødsel.

Og ikke overraskende var jeg igen den dårligste elev i klassen. Det er sådan, at hver gang, vi er hos jordemoderen, kommer vi altid til at føle os som uartige børn, der ikke har forberedt os godt nok, når vi ikke har overvejet nogle af alle de ting, de bringer op. Her til det her fødselsforberedelsesting var der naturligvis en præsentationsrunde (som en fokusgruppe i vand til halsen), hvor vi skulle sige vores navn og hvor langt i graviditeten, vi var. Alle de andre piger kunne nærmest på klokkeslæt (hej, jeg hedder Kamilla, jeg er i uge 32 + 3 og ca. 4 timer 17 minutter og 13 sekunder). Jeg kunne sige: Jeg hedder Susan og det må være noget med sådan ca. 7 måneder…!!!

Og angående hormonernes indflydelse, så har vi haft balladen igen. Vi har forsøgt os med at spille Matador. Men hvordan mon det gik, da Susan i opstarten først ikke ramte nogen grunde overhovedet ud over dem, man ikke kan købe eller dem, som Ulrik lige havde købt. Og da Susan efter at have erhvervet sig et par grunde i tre runder i træk landede på “gå direkte i fængsel” og altså hverken havde indtægter eller fik penge over start og derfor til sidst ikke havde råd til at købe sig ud af fængslet. Jeg kan afsløre, at raseriet over at tabe er blevet erstattet af en dyb, dyb ulykkelighed, så i stedet for at kaste med bil og bræt og kort sad jeg bare med tårene trillende ned af kinderne og hulkede og synes det var den største uretfærdighed i verden, der blev begået imod mig.

Så nu er brætspil altså bandlyst i nogen tid. Men da jeg ikke har nogen energi til praktiske ting, og da vi ikke har nogen særlige tv-kanaler, og da det føles som om, at jeg har set alle 300 DVD’er alt for mange gange, har vi været nødt til at finde på en ny måde at holde mig underholdt, når jeg altså vel og mærke er vågen. Så i dag har vi købt et nyt PS2 spil som jeg glæder mig til at spille, nu hvor Ulrik har fået hængt lærredet op. Jeg har nemlig endnu ikke selv prøvet at spille play station over projektoren. Jeg har en formodning om, at det kan lade sig gøre for mig at spille uden de helt store udbrud, da vi jo netop spiller RPG i Co-op-mode, så en evt. uretfærdighed skal ligge i selve spillet og ikke hos Ulrik - og det synes jeg nu, jeg ser sjældent.

Og angående fårene skal I da ikke snydes for den seneste anekdote. En nat, hvor jeg famlede mig vejen til toilettet, undrede jeg mig over at jeg syntes, jeg havde set lys på gårdspladsen. Men det forsvandt før jeg rigtig fik set efter. Jeg prøvede at slå det ud af hovedet og berolige mig selv med, at jeg jo heller ikke havde haft briller på. Men mens jeg lå der og spekulerede, blev der lyst derude igen, og der er sådan en sensor på, som tænder lyset, når man kører gennem vognporten.

Jeg måtte på med brillerne og hen og se ud af vinduet, og derude i garagen stod to får og gloede. Det gad vi ikke rigtigt at gøre noget ved der midt om natten, men det resulterede i, at lyset på gårdspladsen tændtes og slukkedes hele natten, da de to dumme får blev ved med at gå frem og tilbage foran sensoren. Men det undrer mig, hvorfor at fårene, hver gang de løber ud, vælger at gå på brostenene og i garagen, når hele grunden ellers er fuld af dejligt, saftigt græs.

Og angående lokaltrafikken så kan jeg fortælle, at der på Siø-dæmningen er det her langvarige vejarbejde i gang, så der er hastighedsbegrænsning på 40 km i timen. Men det vil man ikke finde sig i hernede. Her mener man, at i det øjeblik man passerer det punkt, hvor der igen er to spor åbne (altså et til hver retning) så er det vigtigt med det samme helst at komme op og køre omkring de 100 så hurtigt som bilen accellererer. Så når vi holder de 40 km i timen på det måske 5-600 meter ekstra til man er helt nede af dæmningen, som fartbegrænsningen dækker, så bliver vi blandt andet overhalet af rutebilen, som der overhovedet ikke er plads til! Tænk sig, at blive overhalet af en bus…

Og angående Kurt som jeg fortalte om sidst, så her jeg snakket med kattehjemmet, som siger, at “han er blevet godt afsat til en familie ude på landet, som ikke har andre dyr, og hvor han kan komme ud og løbe omkring!” Og jeg ved ikke om det er mig, men det lyder lidt for idyllisk og lidt for meget som det, man ville håbe skete for alle deres katte, så jeg er lidt mistænkelig og forestiller mig lidt, at den smøre godt kan være standard-smøren, de bruger, når de dækker over at have taget livet af en indleveret kat! Og så beskrev de ham i øvrigt som den røde kat med meget store tænder… så….

Og angående tidligere mails så blev jeg først så glad, da jeg i sidste uge talte, at jeg havde sendt 13 af disse mails på 1½ år, for som jeg sagde til mig selv, så havde jeg jo kun misset 5 gange. Det troede jeg på i ca. 20 minutter før jeg kom i tanke om, at det jo egentlig var ugemails og ikke månedsmails… (MINUS 6 PROCENT!!). Og i det lys er 13 - nu 14 jo decideret pinligt!

Med disse ord - og med ønsket om en rigtig god weekend til alle - vil jeg slutte af!

Sus-ling Sovetryne

4. december 2006 – storken tog govikænd
Hej alle sammen

På denne første aften i december har jeg kun ganske få timer tilbage til at få skrevet en govikændmæjl, og denne uge tør jeg ikke lade være, da jeg er blevet truet hertil af unavngivne personer på de sydøstlige kanter. Men grundet de nyheder, jeg så har at fortælle, har jeg udvidet modtagerskaren for denne uges mail.

Jeg har nemlig ikke været flink til at dele ud af informationer her på det sidste, så det er nu ved at være på tide at få fortalt, at jeg forrige onsdag - 22/11-06 kl. 22.27 - fødte en - ikke helt så lille som forventet - pige. Det betyder, at af alle jeg overhovedet kender, der har fået børn, er jeg nok den, der har været allermest langsom til at videregive nyheden.

~~~~~~ INTERMISSION ~~~~~~

Ja, sådan kan det gå. Det er nu søndag aften, og pludselig er hele weekenden så godt som ovre, og jeg blev aldrig færdig med den her mail.

Efter en graviditet med så godt som alle skavanker, man kan rage til sig under en sådan, blev det jo tid til at få det her barn ud, og jeg glædede mig personligt meget til at blive fri for kvalme hver dag (og måske få lidt hjerne tilbage!!). Og da det så skete, skete der det, at vi havde sat os til at spille play station tirsdag aften, og ca. kl. 5 onsdag morgen besluttede vi, at det var ved at være på tide at lukke ned og gå i seng. Og i samme øjeblik vi var kommet i seng, synes jeg egentlig, at noget begyndte at røre på sig, så kl. 6 ringede vi til jordemoderen og kl. 7.15 var vi på hospitalet.

Alt så ud til at forløbe noget hurtigere end gennemsnittet, da de mente, at det ville være ovre om eftermiddagen - dog var personalet noget skeptiske over for, at vi ikke havde sovet, for det er tilsyneladende vigtigt, at man ikke er alt for træt, når man skal igennem en fødsel. Og jo, det er såmænd blevet skrevet ind i journalen, så vi til evig tid er stemplet som dem, der spiller play station i stedet for at sørge for at få vores nattesøvn.

Og jeg, der aldrig før har ligget på hospitalet, fik så sandelig noget for pengene, for selvom jeg ved ankomsten blev skønnet til at være meget langt i fødslen, så gik det hele så meget i stå, at jeg endte med at ligge hele dagen uden at der skete noget som helst, og som følge deraf var jeg så godt som hele repertoiret igennem hvad angår smertelindring (jeg troede, jeg var meget sejere, men tilsyneladende er jeg bare en kylling!) og vestimulering. Men da jeg var så træt, som man nu kan være efter så mange timers koncentreret spil (det er bare så super cool at spille på væggen frem for en lille tv-skærm), blev det også en noget uvirkelig dag, som jeg kun husker i fragmenter, for jeg blev ved med at falde i søvn.

Kort fortalt:
Varighed 18.27 timer, aktiv fødsel 15.27 timer
Vægt: 4100 - Længde: 51 cm

Og bedst som jeg var sikker på, at det hele var ovre og at jeg aldrig nogensinde mere igen skulle opleve smerte, så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg fik en mega-blødning, så det snart væltede ind med læger og andet godtfolk, der blev ved med at rode i mit ellers nok så ømme underliv. Først hørte man et ordentligt plask (af blod, der faldt på gulvet), sosu-assistenten sagde: “vi har brug for en læge,” jordemoderen sagde: “jeg har brug for to,” en masse mennesker præsenterede sig med navn og stilling, en masse mennesker prøvede at træffe en fælles beslutning om, hvad de skulle gøre ved mig, Ulrik blev sendt over i hjørnet med barnet og efter lidt tid blev jeg så kørt på intensiv, og alle menneskerne fulgte efter mig. Det betød faktisk, at stakkels Ulrik pludselig sad helt alene på en seng…

~~~~~~ INTERMISSION ~~~~~~

Så blev det mandag - kl. er 13.20. Historien sluttede lidt brat, men her er fortsættelsen.

… med en nyfødt baby i armene på en fødestue, der lignede, at der havde stået et større slag. Han sagde, at der overalt var blod og alverdens instrumenter, der lå som var de kastet rundt i lokalet.

For mit vedkommende var jeg noget forvirret over, at alle de her mennesker blev ved at stille spørgsmål, men om så forskellige ting - hvad jeg havde spist, mine tænder, hvad vi havde fået etc. - at jeg egentlig dårligt anede, hvad jeg svarede på og hele tiden spurgte: “hvad mener du?” Jeg husker dog, at jeg var meget fokuseret på, at det var vigtigt, at jeg kunne huske alle deres navne, eftersom jeg nu fik dem at vide.

Men så blev jeg lagt til at sove og efter ca. to timer vågnede jeg op igen - meget tørstig og meget sulten. Vi kom så endelig langt om længe til barselsgangen, og den lille familie blev kl. 3 om natten lagt til at sove på et badeværelse - Ulrik havde da endnu ikke sovet overhovedet, så han var noget smadret efterhånden. Det var nu meget praktisk at have et toilet lige ved sengen, men det føltes lidt sært at ligge der.

Dagene herefter var ikke så sjove endda, for jeg var så godt som immobil og enhver bevægelse gjorde virkelig, virkelig ondt. Jeg er blevet stukket i så mange gange, at jeg har en masse små sår overalt på håndled og arme - fik bl.a. lagt nyt drop fem gange og havde endda fornøjelsen af et, der blev lagt forkert, så min hånd svulmede op til dobbelt størrelse på ca. et minut - og det gør OGSÅ helt vildt ondt, kan jeg hilse og sige. Derudover har jeg fået fire portioner blod - hvilket er lidt af en mirakelkur, som man burde benytte sig af oftere i hverdagen, det kvikker bestandigt! Det blev altså Ulriks job alt det der med at hente mad til mig og tage sig af alt, der havde med babyen at gøre. Faktisk var hun fem dage gammel, før jeg prøvede det der med at skifte hende.

På et tidspunkt blev jeg lagt ind på en stue sammen med en anden pige, og det tog mig næsten et døgn, før det gik op for mig, at jeg i virkeligheden kendte hende, da vi havde gået til fødselsforberedelse sammen. Jeg har bare snakket med hende uden overhovedet at have genkendt hende. Hun havde i øvrigt klaret det ved kejsersnit, hvilket også gjaldt hver eneste af de piger (i alt 3!), jeg ellers nåede at ligge sammen med og konversere med i de dage, så det er de helt flinke til at gennemføre i Svendborg.

Men man bliver godt træt af at være sådan et sted, og efter få dage ville vi egentlig rigtig gerne hjem. Jeg havde ellers på forhånd sagt, at jeg havde tænkt mig at være der så længe som muligt, men virkeligheden fik mig til at tænke noget andet. De havde nu ellers ikke tænkt sig at give slip på mig, men jeg fik dog lov at tage hjem lørdag eftermiddag, da de ikke mente, jeg skulle have mere blod.

Så nu er jeg hjemme, og jeg er ikke ret tyk (og pludselig opdager man, at ens mave kan være blød) Men jeg havde også kun taget i alt 7 kg. på under graviditeten, og når babyen alene vejer de fire, så er der ikke mange kilo tilbage. Til gengæld kan det godt være lidt skræmmende - og i øvrigt ualmindeligt ubehageligt - når ens bryster - der i forvejen har fordoblet sin vægt - pludselig i løbet af tre timer fordobler sig igen pga. mælk. Så får man lige en yderligere grund til at bevæge sig så lidt som overhovedet muligt, ja, man kan dårligt bevæge sine arme lige pludselig.

Og så er det vist tid til at billede af babyen - som i øvrigt kommer til at hedde Anna og i øvrigt er rimelig nem at have med at gøre, så vi får ikke mindre nattesøvn end normalt - måske endda lidt mere, fordi jeg ikke hele tiden skal op og tisse længere:

Der er nogen, der mener, at man kan sige, hvem spædbørn ligner. Det har jeg altid ment, var noget pjat, men nu jeg selv har fået et, er jeg ikke helt sikker på, at det er sandt. Det meget og tykke og krøllede hår har hun sandsynligvis fra os begge. Næsen ligner mest slamsugermanden fra Skovballe, ørerne er helt klart elver (men nu var det også Ringenes Herre, vi spillede natten forinde, så jeg har måske absorberet lidt og overført til barnet) og hvad angår hudfarve, var der ingen tvivl om, at hun var neger ved fødslen.

Og hvad angår sprog, så når hun skal til at lære den slags, sender vi hende til Amager på weekendophold, så Nancy kan lære hende at tale perkisk!

Det tager lidt tid at vænne sig til det med at kalde sådan et barn ved et navn, det er meget nemmere, at finde på diverse kælenavne. Det har i den forbindelse vist sig, at de kælenavne man finder på i høj grad afhænger af, den “funktion” man ser barnet i. F.eks. kalder Ulrik hende mest for Pøllebølledyret, mens jeg foretrækker Gryntedyret - og i den slightly more sophisticated version - inspireret af Ibsen - Peer Grynt.

“Giv ikke Deres Små Børn kælenavne. Det er saa godt som umuligt senere at frigøre sig for dem og det er en stor Ubehagelighed Livet igennem at gaa rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tut eller hvad man nu har hittet paa, naar hele Ens Ydre og Væsen er en fuldkommen Kontrast dertil. Det kan lyde lidt højtideligt, naar der sges: “Giv Viktoria en ren Ble paa!” eller “Aleksander har kastet sin Vælling op!” men for Barnets Fremtids Skyld bør man sætte det igennem.
Man bør betænke, at Barnet ikke vedbliver at være en henrivende guldlokket Skabning, men med Tiden bliver en velmeriteret skaldet Grosserer eller en trivelig graahaaret Tante.”
- Emma Gad

Og på trods af, hvor få mennesker, der egentlig har fået besked, har vi allerede fået et meget stort antal gaver - især ting at give hende på. Og hvor er det dejligt at få gaver. Især holder jeg meget af de gaver, der er til forældrene - så TAK FOR DEM!

“Modvirk Pyntesyge hos Deres lille Datter, ligefra hun er ganske lille. Klæd hende smukt, paa barnlig og enkel Vis, men tal ikke videre til hende om Klæder. Sig ikke ustandseligt til hende, naar hun faar en ny Kjole paa: “Hvor er Minna dog fin i dag.” Husk, at Minna, saa lille hun er, dog er en vordende Kvinde, og at Pyntelyst er mangen Kvindes og derved Mands fordærv.”
- Emma Gad

I samme åndedræt vil jeg tilføje, at selvom opholdet på hospitalet blev noget mere dramatisk end forventet, så var det alt i alt en rigtig god oplevelse, hvor personalet ikke bare virkede virkelig professionelle, men også meget, meget overskudsagtige. Så baseret på min egen eneste egentlige oplevelse med det danske sygehusvæsen, så har jeg i hvert fald ikke noget som helst at klage over. Samtidig kan jeg jo lige sende en tak til det danske bloddonorkorps, der har været medvirkende til at få mig på benene igen (http://www.bloddonor.dk/).

Og når man sådan går hjemme og tiden bare går med at stille barnet tilfreds, er det ikke meget input man ellers får fra resten af verden. Og når man så endelig får lidt, kommer det til at fylde alverden. Dagen efter vi var kommet hjem fra hospitalet, læste jeg den her Gintberg-bog (tak Christian - du kan tro at Ulrik sætter pris på parfumen!) og jeg tror at gradvist over de næste par dage lykkedes det mig nærmest ordret at referere hele indholdet til Ulrik - der var ligesom ikke noget som helst andet inde i mit hoved, så jeg kom hele tiden i tanke om noget “nyt” fra bogen, jeg lige kunne fortælle om.

Det betyder samtidig, at min hjerne også er lidt tom for andre ting, som jeg kunne skrive om. Og dem jeg kommer i tanke om, er tiden lige som løbet fra, fordi jeg ikke har skrevet govikændmæjl siden 30. september. F.eks. ville jeg tidligere havde fortalt om turen til Parken (DK - Nordirland), hvor mange fine episoder godt kunne have fyldt lidt i mine beretninger. Det er endda ikke utænkeligt, at de kommer på et tidspunkt, for nogle af oplevelserne fra den bustur ligger mig stadig meget på sinde.

Og jeg ville i hvert fald havde fortalt nogen om dette års generalforsamling med pigerne, der blev den 10. af slagsen, men måske også den sløveste. Især ville jeg have fortalt om den bare for ligesom at gøre opmærksom på, at ud af 10 sæsoner, er det jo kun sket tre gange, at jeg ikke har vundet - og mange gange overlegent, hvis I spørger mig - den ene gang fordi Cille ikke kunne nås det år; de øvrige to gange udelukkende fordi jeg skød mig selv i foden med en helt absurd mængde minus-point - ØV! Men altså - det kan jo ikke passe, at jeg kan løbe med vinder-vodkaen, når jeg bor langt ude på landet, er så sat som man kan være og gravid det meste af sæsonen - det må nogen kunne gøre bedre

Og endelig her til sidst er det på tide at komme med den sande historie. For nogle ved måske inderst inde godt, at man jo i virkeligheden ikke føder børn, man føder en stork (og mange fødsler er svære, for det er utroligt vanskeligt at få styr på de der lange ben). Storken flyver så efter fødslen til Egypten og henter et barn, som den kommer tilbage med. Det er på den måde man får børn… For egypterne er sagen selvfølgelig noget anderledes - deres børn bliver hentet i Ribe.

Og hvad angår storke, så har min morfar og mine forældre i samarbejde produceret en af træ, som står nede ved vejen og fortæller alle, der kører til og fra Langeland, at der er kommet et nyt barn på Tåsinge. Den er nemlig så stor, at man kan se den nede fra landevejen af.

Og hvad de færreste nok ved, så fungerer sådan en træstork ved vejen åbenbart også som prævention, for hvis man lader den stå, får man ikke flere børn - det er dælme da smart. Det kan jeg næsten ikke vente med at fortælle min læge og i øvrigt også sundhedsplejersken, når de her inden så længe begynder at holde små foredrag om, at nu er det ved at være på tide at tænke på den slags igen.

Og med disse ord vil jeg slutte af for denne gang - også fordi at gryntedyret ligger og skriger hysterisk efter mad og Ulrik er ved at være lidt desperat efter hjælp, da han samtidig er i gang med at pynte juletræ. Men da jeg stadig tror og håber på at nå at vende tilbage inden jul, vil jeg IKKE ønske god jul endnu, men bare en fortsat god uge til alle.

Kærlig hilsen
Susan alias Ma Beaver

“Jule- og Nytaarskort bruges i stedse stigende Grad, til største Besvær for Postvæsenet og ikke til synderlig glæde for dem, der udveksler dem.
Der lægges mest Vind paa Julekort, hvilket for saa vidt er urimeligt, da gode Ønsker for et helt Aar dog har større Rækkevidde end en Julehilsen.”
- Emma Gad

8. december 2006 – Govikænd – sært til tiden

Hejsa

Ja, ingen havde nok regnet med allerede at høre fra mig igen, men det er jo fredag, og jeg vil så gerne ønske alle en god weekend! Og opfør jer nu pænt under weekendens julefrokoster!

Jeg vil lægge ud med at sige tak for alle de mange, mange hilsener der er kommet på mail, sms, med posten og med brevduer siden nyheden blev kendt. De er væltet ind fra Kolding til Kabul (og hvor tit får man hilsener fra Kabul ellers, men den er god nok - min gamle ven Cola-Jacob, som nogle måske også husker som Kong Gusten fra tidligere tiders breve fra Tashkent, har bosat sig i Kabul, hvor han med egne ord: “Selling different fuel and LPG to Afghanistan” - sært, men sandt)

Som det nok er til at regne ud, så går det meste af tiden op i baby. Jeg ved ikke, hvem der oprindeligt har programmeret babyer, men det er altså meget, meget sært, som de virker. Hvem har f.eks. besluttet, at en baby kan sove 18 timer i træk uden at vågne, hvis den bare får lov at hænge på armen, maven eller hvilken som helst anden af moderens kropsdele, men kun kan sove 8 sekunder i træk, hvis samme baby bliver lagt alene f.eks. i en lift eller barnevogn. Eller at en baby kan sove så tungt, at man dårligt kan få liv i den uanset hvor meget, man trækker i arme og ben, men i samme øjeblik at babyens mor vover sig til at løfte en gaffel eller så meget som at smøre smør på et stykke brød, så skal babyen vågne og forlange mad på stedet.

Den sidste funktion her er sådan set meget smart, for det betyder, at man aldrig får noget at spise, så det bør være rimelig nemt at tabe sig, hvis der skulle være noget ekstra fødselsvægt tilbage. Og er der ikke det, så er der god mulighed for at blive meget tyndere ,end man var før graviditeten, og det er da egentlig ikke så skidt. Men den teori kommer måske ikke til at holde, for jeg er bange for, at for mit eget vedkommende, så kommer jeg til at spise mig en pukkel til i chokolade. Og det er sært, fordi jeg, mens jeg var gravid, fuldstændig holdt op med at spise chokolade - kunne slet ikke lide hverken smag eller lugt. Det billede er nu vendt, og jeg har udviklet den værste grad af afhængighed for noget, jeg nogensinde har haft. Jeg kan nærmest slikke kagedåsen ren, hvis der har ligget en småkage med chokoladestykker i. Stakkels Ulrik er nødt til hele tiden at sørge for nye forsyninger, og jeg udvikler mig til et frådende monster - ikke ulig en sulten baby, der karter gryntende rundt for at finde mælken - hver gang han kommer ind af døren med nyt chokolade. Men jo, jeg skammer mig helt vildt, når jeg i løbet af 90 sekunder har spist en hel Toms Guldbarre med skildpaddefyld og er godt i gang med at overveje, hvilken chokoladebar, jeg næste gang skal kaste mig over.

En anden fødevare, jeg nu endelig får glæde af, er vores egen æblejuice - og i sidste øjeblik, for der er næsten ikke noget tilbage. Her tidligere på året tog vi alle de æbler, vi kunne nå, på et enkelt af træerne i haven. Vi kørte hen til en mand, der hjalp os med at presse dem tll saft, og det gav ikke mindre end 70 liter ren æblejuice. Det har jo ingen holdbarhed i sig selv, så kummefryseren blev godt fyldt op. Desværre reagerede jeg bare meget, meget skidt på det og fik den ondeste halsbrand, så jeg har overhovedet ikke drukket af det, mens jeg var gravid. Nu kan jeg endelig, endelig drikke det - det smager nemlig fantastisk - nu er der bare kun ganske få liter tilbage, for alle andre har jo drukket lystigt af det. Næste år må vi presse fra nogle flere træer!!

I øvrigt skal jeg lige benytte lejligheden til at påpege, hvad jeg ikke fik gjort forleden, at det faktisk lykkedes mig at undgå alle de datoer, som folk omkring mig havde sagt, at jeg ikke måtte føde på. Og det var altså noget af en opgave, for fra d. 25. november og frem til jul havde jeg måske sammenlagt tre dage, som ingen havde lagt billet ind på. Så heldigvis kom hun lidt for tidligt. Og hun kom lige i sidste øjeblik (1½ time før deadline) i forhold til, hvad jeg selv ønskede, for jeg ville ikke have en pige, der var skytte, for pige-skytter kan vi ikke lide!!! (undskyld til dem, jeg måske lige fik fornærmet der!)

Og jeg kan oplyse, at selvom man skal vende en stor del af sin opmærksomhed mod babyen, der indtager hjemmet, så kan det altså godt lade sig gøre stadigvæk at spille playstation (man skruer måske bare knap så højt op) i mange, mange timer. Ved visse spil kan man slippe afsted med det, selvom hun ligger og sover hen over brystet på en.

Og jeg kan derudover oplyse, at her i husstanden bruger vi ikke narresut, men frikadeller. Man kan trøste sig med dem og varme sig ved dem, og de giver ikke skæve tænder!

Slut for nu

Kærligst fra Fru Bæver

- der undrer sig over om det med drenge virkelig er gået af mode - altså ikke drenge i det hele taget, men det at få drenge!!!