SusPus

Cille har været så flabet at antyde, at siden her trænger til opdatering, fordi der intet er skrevet siden ‘midt i juni.’ Jeg synes nu ikke selv, at det er den groveste forsømmelse, men siden det stormer så heftigt hernede, at jeg i løbet af dagen har mistet et uopgjort antal nåletræer og en halv troldpil, samt at alle havemøblerne er blæst omkuld og ligger i hele haven, og jeg bare sidder og håber på, at taget ikke falder ned om ørerne på mig, kan jeg lige så godt skrive.

Nogle ville mene, at det ville være rigtigt af mig at gå ud og samle havemøblerne ind, men jeg anser det for alt for risikabelt at opholde mig udendørs lige nu. Dog skal bemærkes, at fårene tilsyneladende ikke synes, at vejret er værre, end at man godt lige kan spankulere lidt rundt og græsse.

Når uheldet er ude…

Men mere skal det ikke handle om hverken får eller vejret. Sidst fortalte jeg om min ødelagte mobil. Det volder mig stadig problemer, at jeg mangler så mange numre. Tilmed har Ulrik nu formået at slette 5-600 emails fra en af pc’erne, vel at mærke efter at han havde forsikret mig om, at de var gemt på en ekstern hard disk, så nu er der rimelig mange oplysninger, jeg heller ikke længere har.

Men det er alt sammen nok bare et udtryk for vores sædvanlige held. Vi er af den type mennesker, der godt kan tage for givet, at vi generelt er forfulgt af uheld og så tage vores forholdsregler derefter, men nogle gange glemmer vi alligevel, hvor galt det egentlig er.

Et godt eksempel er vores bogreoler. Vi har en stor stue, som vi fra starten besluttede skulle være bibliotek. De fleste er nok bekendt med, at vi også har rigtig mange bøger, så vi mente, at for at udnytte pladsen bedst muligt var det smartest at lave reolerne specielt til rummet.

Og når den beslutning er taget, har man to muligheder - gør-det-selv eller ring-til-en-snedker. Vi regnede lidt på det og overvejede det realistiske i, at vi selv kunne lave noget, der var pænt, og nåede frem til, at det kunne vi naturligvis godt.

Så forhørte vi os om priser i forskellige byggemarkeder, og fandt et sted i Odense, hvor det kunne betale sig at hente træet til disse reoler. Men den ene gang vi havde lånt en trailer til at hente træet med, glemte vi, at den var der, da vi skulle bakke på gårdspladsen, så det kostede en krøllet skærm.

Efter at dette var repareret, hentede Ulrik træ igen, denne gang uden trailer. Da der netop den dag så var en, der bremsede hårdt og pludseligt op foran ham, måtte han jo gøre det samme, så en plade røg i frontruden, så den måtte skiftes. Det betyder altså at reolen, hvoraf 1/3 står færdig og 1/3 mere af træet er hentet, foreløbig har kostet ca. 16.000. Så med mindre vi skal forvente en slutpris på omkring 25.000 - som man nok ville være kommet et godt stykke for hos en snedker - er vi nødt til at finde en måde at få træ på uden yderligere skader på bilen.

Og nu vi lige var inde på det trafikale… Jeg har tidligere og tit og ofte kommenteret fynboer og kørsel, så det gør jeg lige igen. Det er mig til evig undren, at fynboer finder det nødvendigt at spare på blinklyset. Og at de måske ikke selv synes, det er irriterende, at andre ikke blinker. Men det gør de sikkert, de værdsætter måske bare den kærkomne mulighed for at have endnu en ting at brokke sig over.

Rødvin og Le Mans

Forrige weekend var jeg så heldig at få besøg af Nils og Mikkel. Jeg havde glædet mig som et lille barn til juleaften, for jeg havde jo ikke set nogen af dem siden før vi flyttede fra København. Og det var lige så dejligt at se dem, som jeg havde forventet. Jeg vidste godt, hvor meget jeg savnede at være sammen med dem, men jeg havde glemt, hvor fantastisk det er netop bare at være sammen med dem.

I den weekend var det også vildt dårligt vejr og regnen silede ned i stort set al den tid, de var her, så de store grill-planer i haven og tur til stranden og minigolf og alt det der, blev ikke rigtigt til noget, men vi fik masser af tid til snak og mad og rødvin. 

Og var hjælp af sputnik.dk fik vi set masser af Le Mans på væggen. Det er ikke så tosset at kunne ligge et døgns tid med sine tre yndlingsdrenge og lave absolut ingenting fonuftigt.

Jeg elsker at se Le Mans. Og jeg elsker at se cykelsport lige meget, hvem der er dopede (måske med undtagelse af Floyd Landis, han irriterer mig), men hvorfor er det lige, at Post Danmark Rundt 07 fuldstændigt har valgt at ignorere Fyn i år. Det synes jeg personligt er lidt tarveligt, når det nu efterhånden er blevet en tradition for os at tage ud at se. Men programmet siger enkeltstart i Næstved, så det kan være Ulriks forældre kan forvente et besøg her i starten af august.

Da de to gæster var draget tilbage mod øst og Le Mans-kørerne havde fuldført deres sidste omgang, så vi alle tre Die Hard film søndag aften som en lille optakt til dagens premiere. For om et par timer står der en plads til mig klar i Scala i Svendborg, så jeg kan se Bruce, og iiiih, hvor jeg glæder mig til at se Bruce.

Og imens fortsætter vejret derude. Og det drypper lige så stille ned i en gryde her i stuen. Det er det begyndt på, når det regner meget kraftigt. Og vi kan ikke finde noget som helst vådt på loftet eller noget hul i taget at stoppe, så jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre ved det eller hvor alvorligt, jeg skal mene det er!

Fredag var en sorgens dag herude, hvor kragerne bygger rede i birketræerne. Den kække vædder Chandler havde pludselig og uventet sat træskoene, og det en uge efter hans “førstefødte” var kommet til verden. Ingen ved hvorfor. Få dage forinden var han som en glad lille hund, og pludselig var han væk, kun et år gammel.

Dyrlægen vil ikke gætte på hvorfor. Jeg tror, han døde af sorg og ensomhed. I nogle dage havde han vandret rundt alene på grunden, da damerne blev ved med at jage ham ud af deres fold. Vi havde så to dage forinden hans bortgang sat ham i en anden fold, så vi havde lidt styr på, hvor han befandt sig.

Hele den første dag stod han i hjørnet og brægede til de andre får. Dag to mistede han ævred og ville ikke tale med nogen. Vi mennesker blev torsdag aften enige om, at det eneste rigtige ville være næste morgen at prøve at flytte ham tilbage, eller at tage Frække, der på det tidspunkt endnu ikke havde fået lam, og sætte hende over til ham.

Men for sent, for fredag morgen havde han lagt sig til at dø, og jeg får nok ikke dyrlægen til at understøtte min teori. Vi har været igennem alle planterne i haven for at se, om vi havde nogen, der kunne være tilstrækkeligt giftige for ham, men uden resultat. Og vi havde dyrlægens ord for, at han for et par uger siden var fuldstændig sund og rask og velnæret.

Så jeg forstår det ikke. Og selvom han var en bandit, er jeg alligevel ked af det. En lille trøst er, at Frække sent i går aftes så fik sit lam - en lille meget køn vædder. Så vi må se, om han vokser op og bliver som sin far. Men da han er en lille fåre-dreng, er det nok sandsynligt, at han bliver slagtet til efteråret.

Af andre besynderligheder her på bondegården, har vi erfaret, at en meget stor del af grunden tilsyneladende har været belagt med sten som på gårdspladsen, for næsten lige meget, hvor vi graver, så dukker der i en dybde af 10-40 cm et massivt stenlag op, der ikke er naturligt.

Det gør det naturligt lidt svært at fuldføre nogle af vores planlagte projekter på en nogenlunde overkommelig måde, men jeg må skrue op for kreativiteten. Derudover er jeg i gang med systematisk at tæmme mine ca. 10.000 brombær-ranker, men selv om jeg er virkelig flittig, bliver jeg ikke færdig med det denne sæson.

Hvad angår krager er det så ganske sandt. Et enligt par (jeg troede, det var koloni-dyr) har bygget rede i et birketræ ved søen. Jeg antager, der er en god chance for, at vi når at blive rimeligt trætte af dem hen over sommeren, for de er allerede nu temmelig støjende.

Den stolte fader, Chandler, er gået helt besærk i det gode forårsvejr. Han er inden for de seneste par dage set springe 1 meter lodret op i luften for at angribe en halmballe. Han tror, han er en hund, og giver pote, når man er inde hos ham. Står man på den anden side af hegnet farer han hen og stanger en balle to eller tre gange og kommer så hen for at blive rost og kløet bag ørerne inden han farer afsted igen. Inden han angriber kradser han med foden i jorden som en tyr, hvorefter han sætter fuld fart på, så der er god grund til at have respekt for ham, selvom han ikke er specielt ondskabsfuld.

Så i disse dage øver jeg i halmballekast! Ja, her er så dejligt ude på landet!

I dag kl. ca. 20 min. i 11 fik vi lam. Her er den stolte mor, Betty, med den nyfødte, der på dette tidspunkt er ca. 5 min. gammel.

Jeg er nødt til at få bearbejdet dette…

I går aftes stak jeg i mulm og mørke et termometer i røven på et får!

Frække-fåret havde efterhånden ikke bevæget sig et helt døgn, så jeg ringede til en dyrlæge, der sagde: “tag temperaturen og hvis den er under 40 kan du vente med at kontakte din egen dyrlæge til i morgen!” “… øh, hvordan?” fik jeg fremmumlet. “I endetarmen!” sagde han alt andet end overbærende.

Men den nåede kun op på 38,5 så vi lod hende ligge natten over. Men i dag igen bevægede hun sig ikke en centimeter, og vi kunne stadig ikke rejse hende overhovedet, så vi dyrlægen til at komme ud. Og hvad skete så?

Hun rejste sig og løb - omend lidt stivbenet - sin vej, så Ulrik og dyrlægen brugte 10 minutter på at fange hende ind igen.

Det minder en lille smule om det lille rålam, der lå i haven og sprællede sygt i mange timer, og da så endelig der kom en falck-mand, løb den næsten ubesværet sin vej…

Hypokonder-dyr!

Hvad blev der af at sidde og pimpe på Sommerfuglen sådan en aften? Hvorfor var det ikke nok at pusle om planterne i altan-kassen? Jo, mennesker er gennemgående mærkelige…

Næste gang Aslak kommer på besøg, får han lov at tage temperaturen på vædderen. Dyrlægen har lige lært os et vildt cool trick til hvordan vi paralyserer ham - altså vædderen, ikke Aslak - i 7 sekunder.