SusPus

Det er søndag morgen. Jeg starter med at læse Facebook status til morgenmaden. Her holder jeg mig orienteret om hvilke af mine venner, der er kommet hjem fra fester i hvilken tilstand, med hvem og med hvad i lommen, og også generelt om hvordan de har det nu. For i dag er det vigtigt at holde omverdenen opdateret og helst løbende under festen, ja selv fra morgenværtshuse for der er jo Facebook til mobil. I gamle dage for 5-6 år siden, da jeg var ung og kæk, var det scor.dk profilen, der lige skulle have update, når vi var allermest berusede, men det er så længe siden nu.

Som jeg sidder der søndag morgen og søber lidt i, hvad andre mennesker har brugt aftenen og natten til, ser jeg lidt på mig selv. Lørdag aften - stadig syg - må jeg arbejde for lige at kunne samle en lille smule op på alt det, der ikke er nået i løbet af ugen. For først når man har spist aftensmad og leget med klodsekasser og læst bøger og spillet bold og set tegnefilm og været igennem et par hysteriske anfald, kan moren (som jo er mig) sætte sig ned og få lidt arbejde fra hånden. Godt over midnat kan hun (mig mig) så lægge sig ned og få sin skønhedssøvn - efter selvfølgelig at have tjekket Facebookprofilstatus.

Facebook har en gruppe, der hedder Du ved du har fået børn, når. Jeg er ikke meget for det, men tilstår, at når man nu selv har lavet et barn, er der faktisk nogle af indlæggene, der er virkelig morsomme. Ikke så meget fordi de er det, men fordi man ligesom har været der. Og udover arbejde-lørdag-aften-når-nu-barnet-langt-om-længe-sover så er det søndag morgener som denne, der gør det virkelig tydeligt, at man har fået skarn.

For efter at have tjekket andre menneskers Facebook-status har jeg siddet og set Babe, den kække gris. Det er første gang, jeg ser den film, men mit barn er helt forfærdeligt glad for grise, og tegnefilm som Palle Gris og Gurli Gris er ikke længere tilstrækkelige. Derfor har jeg inden for de seneste to måneder gennemsnitligt set/hørt Charlottes Tryllespind to gange om dagen, så nu gør jeg en desperat indsats efter at finde andre film med grise, så jeg kan få bare en lille smule afveksling i mine ører og lade være med at recitere Wilbur og Rotten og alle de andre i søvne.

Og selvom jeg godt kan se fordelene i søndage uden tømmermænd, så er det da rart nogen gange, at have en anden søndag morgen Facebook-status end: Susan ser Babe den kække gris!

Det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg er faldet for Singleton! Jeg tilstår, at der faktisk nogle af indlæggene, der er virkelig morsomme. Ikke så meget fordi de er det, men man har jo ligesom været der!