SusPus

9. november 2007

Skam dig! med undertitlen: Jeg holder ellers så meget af moral…

Gemt under: Det hele, mand!, Kæpheste, Dagens irritationsmoment — SusPus @ 09:29

Der bliver talt meget om det her med mangel på arbejdskraft og forleden da jeg for en sjælden gangs skyld havde fået tændt for tv, så jeg et program, der handlede om, hvor synd det var for arbejdsgiverne. Der blev vist fra Coloplast, en tømrer og en skole.

Skolen havde lavet et opslag og fik mod al forventning 15 ansøgere, så de var meget glade. De kaldte 6 til samtale, og de to indkaldte meldte afbud igen kort før samtalen. Om morgenen for samtalerne sidder de forgæves og venter på den første ansøger, der bare aldrig dukker op. Ikke noget med at ringe afbud eller så meget som at sende en mail om, at man alligevel ikke er interesseret. Næ nej, men bliver bare væk fra det sted, hvor hele apparatet er sat i gang og der sidder en masse klar til den samtale, man er blevet inviteret til.

Jeg blev temmelig harm, fordi det er da virkelig usselt sådan at udeblive uden at give besked til en jobsamtale. Ud over usselheden er det også aldeles unødvendigt og ubetænksomt! Skam dig, skolelærer!!!

Men her i morges da jeg på min Facebook læste en besked fra Cille fandt jeg ud af, at det så åbenbart også går den anden vej. Min søde veninde Cille er i øjeblikket ved at søge job i DK efter at have fedet den og hængt ud i ølparken i Prag i snart et par år. Hun må så pendle lidt frem og tilbage for at tage til jobsamtaler. Igennem Adecco var hun blevet inviteret til jobsamtale i København og havde kørt i bus hele natten fra Prag for at komme frem, blot for at få at vide, da hun dukker op, at der bliver ingen samtale, for stillingen er allerede besat.

Det havde måske heller ikke været så vanskeligt lige at ringe op en gang og sige at hun ikke behøvede at rejse afsted. Skam dig, Adecco!

(Og skam mig, at jeg stjæler Cilles historie, men jeg synes, at den godt kan komme mange ved).

Men sådan er der åbenbart mennesker og virksomheder der er, for nu kommer jeg også til at tænke på en projektleder der engang tog et tog meget, meget tidligt for at kunne være til et meget aftalt interview i Ålborg kl. 9 om morgenen og først ved ankomsten får at vide, at personen der skulle interviewes alligevel ikke lige kunne, så om hun ikke bare kunne komme igen i morgen. Skam dig, virksomhed i Ålborg!

1 kommentar »

  1. Du må meget gerne stjæle min historie - Jeg er stadig så harm over det at al offentlig tilsvingning af Adecco er velkommen, når nu jeg ikke kan sagsøge dem! Men det er lidt utroligt - jeg ville aldrig invitere en fra et andet land til et jobinterview med mindre at jeg var så sikker i min sag, at det nærmest bare var et spørgsmål om at møde personen…Men det ser lidt ud til at det kun er os, der har moralen på rette plads…De skulle straffes med en bustur selv frem og tilbage!

    Kommentar af Cille — 11. november 2007 @ 00:18

RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI

Skriv en kommentar

Denne webside kører WordPress