SusPus

Nogle har måske hørt om en film, der hedder The Sound Of Music. Det er en film, som jeg ikke selv har set længe og måske ikke engang længere når at se hver jul, men som jeg ikke desto mindre i mine yngre dage så så mange gange (op til fire på en dag, men det er længe siden nu), at jeg stadig på gode dage kan alle replikkerne.

Af en nu allerede glemt årsag kom Ulrik og jeg forleden til at tale om den scene, hvor Von Trapp-familien har gemt sig i klostret, og hvor den gode soldat Rolf gemmer sig bag en gravsten og afslører familien i deres forsøg på at slippe væk.

Her ser man, hvorledes han peger en pistol mod Von Trapp-faderen, der forsøger at overtale unge Rolf til at lade dem slippe. Har man set filmen ved man jo, at Rolf havde en affære med husets ældste datter Liesl, som han dog mister interessen for, efterhånden som nazisten i ham tager over.

I pågældende scene ser man, hvorledes Rolf står og tøver længe nok til at det lykkes Georg Von Trapp at tage pistolen fra ham, men herefter tager han sin fløjte og tilkalder hjælp, mens familien flygter.

Jeg har altid forstået det på den måde, at han tøver, dels fordi han er bange for Von Trapp, dels måske lidt fordi han svagt erindrer sin forelskelse i Liesl og overvejer at lade dem slippe for hendes skyld, men at han lader det onde i sig tage over og så tilkalder hjælp.

Det viser sig imidlertid, at i Ulriks verden (og det er ikke for at hænge ham ud som Drengen Der Har Set Sound Of Music mere end 10 gange) er det hele tiden hans mening at lade familien slippe, men han ved, at han er nødt til tilkalde de andre, så han venter akkurat længe nok til de er nået at komme i bilen og herefter kan stikke af.

Dvs. i min verden er han gennem filmen blevet en skidt knægt, som aldrig har tænkt sig at lade dem slippe, men som bliver en usikker lille dreng over for den autoritære Von Trapp, så han tøver længe nok til at de kan slippe afsted. I Ulriks verden er han grundlæggende god og venter bevidst med at tilkalde hjælp, men han gør det, fordi han ved han ikke kan slippe godt fra ikke at gøre det.

To sider af samme sag, vil man måske mene, men det er i bund og grund et spørgsmål om han hjælper dem eller melder dem.
Jeg kan se argumenter for begge sider, men gider kun at nævne dem fra min side. Jeg synes ikke, han nødvendigvis behøver at melde dem. Hele området er lige blevet gennemsøgt og opgivet, så han kunne bare være gået efter de andre soldater, og så var de sluppet væk uden forfølgelse. Og han gemmer sig vel for at fange dem på fersk gerning. Og desuden tilbyder de ham at tage med, og det kunne han vel også have gjort. Godt nok indebærer det en stor risiko, men de slipper jo væk…

Det er (for en gangs skyld) ikke for at få ret. Men det fascinerer mig altid lidt, hver gang jeg finder ud af, at folk har set en anden film, end jeg har, selvom vi har set den samme. (Spørg bare Cille om det, vi har vist aldrig set den samme film omend vi har set mange sammen).

Så et indlæg uden betydning for nogen, men jeg vil gerne huske samtalen, så jeg kan se, om jeg stadig ser det samme, næste gang jeg ser scenen.

Kim Drejer!

Forleden var vi på besøg hos Kasper og Charlotte, der meget elskværdigt havde ringet og sagt, at i forbindelse med snarlig flytning til et fint lille hus, havde de besluttet at skille sig af med denne (i vores øjne) absolut fantastiske samling af verdenslitteraturens store klassikere, så hvis vi ville overtage denne, kunne vi bare hente det.

OM! Selvom vi selv mener, at vi har nogle fine bøger og bestemt også nogle fine samlinger, så er dette værk nu alligevel blandt de dejligste, så det kommer vi nok til at røre meget ved. Sammen med de 52 læderindbundne klassikere med guldtryk fulgte bl.a. nogle bøger om Den Danske Kamp og så altså også den her Blå Bog fra Mulernes Legatskole 1994.

“Det er din,” siger Kasper. Jeg spørger: “hvor i alverden har du den fra?” “Det er en længere historie,” svarer Kasper. Jeg siger: “Ja, det må det være, for sidst jeg så min var samme sommer, da jeg lånte den til Laila (Lørup).” Og jeg har (DESVÆRRE) heller aldrig set Laila siden, kun modtaget mystiske breve fra en flække i Norge, men disse ophørte pludselig en dag, og det er nok 10 år siden nu.

Senere lånte jeg AMTs, men som jeg forklarede Kasper, så havde jeg i hvert fald afleveret den tilbage da NOGEN AF OS var til 10 års reunion hos Anne-Marie i Vanløse, så den kunne det ikke være.

OG DOG!!!

Gjorde jeg det???

Pludselig syntes jeg, at jeg kan erindre, at jeg stor hos AMT og fortalte, at jeg ville havde taget den med, (jeg havde på det tidspunkt haft den i ca. 3år), men da jeg havde stået med den ene fod ude af døren, havde jeg simpelthen ikke kunne finde den.

Så måske er jeg den skyldige. Jeg ligger i hvert fald inde med en Blå Bog, som jeg rigtige gerne vil eje, for jeg elsker den slags, men som nok på ingen måde kan være min.

AMT, hvis det er din, UNDSKYLD!!! (og så skal du nok få den tilbage)