SusPus

5. juli 2007

I begyndelsen var ordet…

Gemt under: Det hele, mand!, Kæpheste — SusPus @ 07:54

Det er ikke nogen hemmelighed for de, der kender mig godt, at jeg sjældent har ret meget positivt at sige om Dansk Sprognævn og dets beslutninger. Jeg er af den holdning, at talemåden: “det kunne være så godt, og så er det faktisk skidt!” er meget sigende for DSN.

Og således hver gang jeg bare hører Dansk Sprognævn omtalt i nyhederne springer jeg straks på barrikaderne og begynder at vifte med grydeskeer, tandbørste eller hvad jeg lige har i hånden og skælde ud over det, de siger, før jeg har hørt, hvad det egentlig handlede om.

Det er ikke fair over for DSN, og det er ikke konstruktivt, og det er måske endda en kende ensporet, men nu er jeg bare blevet skuffet så mange gange, at min tolerancetærskel er gået i minus. (DSN ville nok prostere over den sætning, men det er min side og mit sprog, der hersker her! Min egen lille sproglige fristat.)

Sproget en størrelse, der vil udvikle sig naturligt og ofte i spændende retninger uden at et nævn dikterer, hvordan den udvikling må ske og uden at samme nævn skal træffe beslutninger om ordets brug, så dette enten ikke svarer til det reelle brug i befolkningen eller decideret er i strid med ordets oprindelige betydning.

Sproget er ikke en parcelhushave i et nybygget kvarter, der skal trimmes og holdes nede og have nydeligt afgrænsede græsplæner uden så meget som hovedet af en viol der stikker op af den perfekte plæne.

Det er fint det der med at efterlyse nye ord, men det er mærkeligt det der med at fjerne ord. I forvejen har vi et rimeligt sørgeligt og ordfattigt sprog, der for min skyld gerne kunne være meget mere omfattende og ordbøgerne over det danske sprog meget, meget tykkere.

Det gør det unægteligt svært, når man fjerner gamle, forældede ord fra ordbøgerne. Vi kan f.eks. godt lide ideen om, at man gennem sin skolegang skal præsenteres for den danske kulturarv blandt andet gennem litteraturen, og man er nu lidt på herrens mark, hvis man ikke har en jordisk chance for at slå de ord op, som man aldrig har hørt og ikke kan udlede meningen af. Heldigvis har vi i dag internettet, og der kan man finde alt, så der vil måske være hjælp at hente.

Men når listen over ord, der er lagt på kirkegården, på et tidspunkt kommer ud som lovet, vil jeg med glæde se den igennem, og se hvor mange af de ord jeg med fordel kan adoptere.

Ingen kommentarer »

Endnu ingen kommentarer.

RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI

Skriv en kommentar

Denne webside kører WordPress