Får-nyt, gård-nyt!
Fredag var en sorgens dag herude, hvor kragerne bygger rede i birketræerne. Den kække vædder Chandler havde pludselig og uventet sat træskoene, og det en uge efter hans “førstefødte” var kommet til verden. Ingen ved hvorfor. Få dage forinden var han som en glad lille hund, og pludselig var han væk, kun et år gammel.
Dyrlægen vil ikke gætte på hvorfor. Jeg tror, han døde af sorg og ensomhed. I nogle dage havde han vandret rundt alene på grunden, da damerne blev ved med at jage ham ud af deres fold. Vi havde så to dage forinden hans bortgang sat ham i en anden fold, så vi havde lidt styr på, hvor han befandt sig.
Hele den første dag stod han i hjørnet og brægede til de andre får. Dag to mistede han ævred og ville ikke tale med nogen. Vi mennesker blev torsdag aften enige om, at det eneste rigtige ville være næste morgen at prøve at flytte ham tilbage, eller at tage Frække, der på det tidspunkt endnu ikke havde fået lam, og sætte hende over til ham.
Men for sent, for fredag morgen havde han lagt sig til at dø, og jeg får nok ikke dyrlægen til at understøtte min teori. Vi har været igennem alle planterne i haven for at se, om vi havde nogen, der kunne være tilstrækkeligt giftige for ham, men uden resultat. Og vi havde dyrlægens ord for, at han for et par uger siden var fuldstændig sund og rask og velnæret.
Så jeg forstår det ikke. Og selvom han var en bandit, er jeg alligevel ked af det. En lille trøst er, at Frække sent i går aftes så fik sit lam - en lille meget køn vædder. Så vi må se, om han vokser op og bliver som sin far. Men da han er en lille fåre-dreng, er det nok sandsynligt, at han bliver slagtet til efteråret.
Af andre besynderligheder her på bondegården, har vi erfaret, at en meget stor del af grunden tilsyneladende har været belagt med sten som på gårdspladsen, for næsten lige meget, hvor vi graver, så dukker der i en dybde af 10-40 cm et massivt stenlag op, der ikke er naturligt.
Det gør det naturligt lidt svært at fuldføre nogle af vores planlagte projekter på en nogenlunde overkommelig måde, men jeg må skrue op for kreativiteten. Derudover er jeg i gang med systematisk at tæmme mine ca. 10.000 brombær-ranker, men selv om jeg er virkelig flittig, bliver jeg ikke færdig med det denne sæson.
Hvad angår krager er det så ganske sandt. Et enligt par (jeg troede, det var koloni-dyr) har bygget rede i et birketræ ved søen. Jeg antager, der er en god chance for, at vi når at blive rimeligt trætte af dem hen over sommeren, for de er allerede nu temmelig støjende.
